Knudby

Et års fødselsdag fejres med Sømarked ved Jordbro Engsø

Den seneste uge har der været travlhed for at blive klar til Sømarked i morgen søndag. Privatfoto

For knapt et år siden kunne man indvie Jordbro Engsø. I morgen fejres det med et festligt marked ved søen.

Læs også: Festlig indvielse af Jordbro Engsø

Klokken 11 lægger første udgave Sømarked ved Jordbro Engsø fra land med fuld musik.

Unge stompers fra lokalområdet indleder på festlig vis, og så vil der være forskellige aktiviteter for børn og voksne:

Man kan lave lerfigurer, byggefuglehuse og folde papirsbåde (til kapsejlads på åen) med mere. Før børnene vil der desuden være leg i tipi, mens de voksne kan høre biolog Jørgen Bidstrup fortælle om søens plante- og dyreliv.

Hele dagen vil forskellige kunsthåndværkere udstille deres arbejder i de opstillede telte, hvor også et af landets mindste mikrobryggerier, Staarup Håndbryg, vil være til stede med liflig væske, der sikkert både kan prøvesmages og købes.

Fast føde er der også på programmet; fra klokken 12 kan der købes lette frokost-snacks – og fra klokken 15 kaffe og brød.

Baggrunden

Kilde: nordfjends.dk

Tidligere var der landbrugsjord på begge sider af Jordbro Å ved Sdr. Ørum. Det er der egentlig stadig, men nu har vandet naturligt fået lov at løbe ned i de to søer på markerne. Det har skabt et enestående fugle-liv ved og på vandet, som man kan opleve ad stier langs åen og ved søen.

Jordbro Engsø er skabt med henblik på at mindske kvælstofudledningen til Hjarbæk Fjord. Søen dækker cirka 115 hektar og er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Viborg Kommune, Skive Kommune, Naturfredningsforeningen, Friluftsrådet og ikke mindst de lokale borgere, der frivilligt er gået ind i projektet.

Man kan komme til Jordbro Engsø fra Ørumvej i Ørum og Gammelstrupvej i Knudby. Fra Ørumsiden kan man komme ned til søen flere steder: Det kan anbefales at tage den gamle drivervej, som går ved siden af Ørumvej 60. Parkering skal være ved Ørum gl. Skole, Ørumvej 93 eller Forsamlingshuset, Ørumvej 103.

Kommentarer