Hammershøj

Andreas fik en flot andenplads i DM i Skills

Flisemurerne havde fået til opgave at lave Næstved Kommunes logo. Her står Andreas ved sit færdige resultat. Fremsendt foto

Sidste uge deltog Andreas Østergaard Poulsen i DM i Skills i Næstved. Han vandt ikke, men tog en masse erfaring med hjem.

Læs også: Andreas fra Hammershøj på vej til DM i Skills

Som vi fortalte om på Viborg Netavis i sidste uge har 20-årige Andreas Østergaard Poulsen netop deltaget i DM i Skills i sidste uge.

Andreas fik også hilst på Socialdemokratiets formand, Mette Nielsen, da hun besøgte DM i Skills. fremsendt foto

Andreas vandt ikke i sin kategori ‘flisemurer’, men kan dog notere sig en flot andenplads.

– Jeg var var oppe imod en gut, som blev nummer 2 til EM sidste år, så det har jeg det fint med. Det er meget små marginaler, der afgør det endelige resultat, og der havde han bare noget mere træning bag, fortæller Andreas.

Den nyuddannede murer synes alligevel, han har meget at tage med fra konkurrencen.

– Fagligt har jeg lært meget af at skulle træffe nogle selvstændige beslutninger i forløbet, og så har jeg fået en masse nye kammerater, siger Andreas.

Han fortæller, at der på konkurrencedagene var meget pres på, men at deltagerne sammmen ind imellem fik tid til både svømmeture, film og almindelig hyggesnak om konkurrencen – og alt muligt andet.

– Vi opfattede ikke hinanden som konkurrenter. Vi hyggede os sammen, når vi havde fri, og jeg har fået en masse nye venner, fortæller han.

Et træ i skoven

Som vært for 2019-udgaven af DM i Skills overrakte Næstved Kommune deltagerne en særlig værtsgave. Alle deltagerne i konkurrencefagene og alle de uddannelsesinstitutioner, som deltog modtog et “træbevis” som tak for, “at de har gjort DM i Skills 2019 i Næstved til noget helt særligt”.

Læs også: Skills-talenter får skov i gave af Næstved

Skills Skoven, som den nye skov bliver døbt, vil blive plantet få kilometer fra Næstved Arena, hvor danmarksmesterskaberne blev afholdt.

– Det er da en fin ting, og jeg skal da over at se skoven engang, når den er ved at skyde op, siger den nu også nybagte skov-medejer, Andreas Østergaard Poulsen.

Måske, måske ikke

På spørgsmålet om, hvorvidt Andreas vil stille op til DM i Skills næste år, er svaret tøvende.

– Min lærer på skolen har allerede spurgt mig, men det kan jeg ikke svare på lige nu. Det har taget enormt meget tid med forberedelse til  denne konkurrence, og jeg har været meget væk, især de seneste 3-4 uger. Jeg savner, at være sammen med mine venner, og så skal jeg lige finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden, siger Andreas Østergaard Poulsen, som lige nu bare glæder sig til at koncentrere sig om sit faste arbejde og få noget fritid med familie og venner.

Kommentarer