Debat og politik

Beløn vores sygeplejersker i coronakrisen

Debatindlæg af Steen Thomsen (DF). Regionsrådsmedlem, Region Midtjylland.

Venstre, Socialdemokraterne og Radikale skriver i et fælles læserbrev bragt i en række midtjyske aviser, at de ikke vil forlænge sygeplejerskernes fleksibilitetsaftale, der udløb 1. april 2020.

Dansk Folkeparti i regionsrådet havde ellers forslået aftalen forlænget i lyset af at at vi står i en coronakrise og overfor en åbning af samfundet, der vil lægge et endnu større pres på vores sygeplejersker og hvor regionen får brug for sygeplejerskernes fleksibilitet, når de eksempelvis tager en ekstravagt på deres fridag pga huller i vagtplanen.

Fleksibilitetsaftalen var eksempelvis gældende på visse intensivafdelinger og belønnede sygeplejersker med et tillæg på mellem 500-1.200,- pr vagt hvis de tog en ekstra vagt på deres beskyttede fridag.

Derfor er det særdeles uheldigt at fleksibilitetsaftalen udløber netop nu og derfor har Dansk Folkeparti sammen med Psykiatrilisten foreslået at forlænge aftalen året ud, så sygeplejersker fortsat bliver belønnet med et fleksibilitetstillæg, når de bruger deres fridag på at tage en ekstra vagt ifm coronasituationen.

Men det vil V, S og RV ikke. De skriver i deres fælles læserbrev, at “aftalen ikke var tiltænkt ekstraordinære situationer”. Og oplyser, at aftalen kunne bruges “når der på grund af mangel på sygeplejersker opstod huller i vagtplanen” Det er jo præcis derfor vi skal forlænge aftalen henover åbningen af samfundet og hvor der i den grad kan opstå huller i vagtplanen.

Endvidere skriver de, at de “er bevidste om, at vi har været nødsaget til at trække endog manglet store veksler på vores sundhedspersonale” Alligevel vil de ikke forlænge sygeplejerskernes fleksibilitetsaftale for de “vil give fair forhold for alle faggrupper”.

Men må jeg minde om at det ikke er alle faggrupper, der er lige hårdt ramt af coronakrisen. Sygeplejerskerne står i denne krise i front hos coronapatienterne og derfor er det uforståeligt, at man ikke vil imødekomme deres ønske om at forlænge fleksibilitetsaftalen i denne ekstraordinære situation.

Kommentarer