Bjerringbro

Bjerringbro Udstillingen 2019: Få din kunst vurderet af professionelle censorer

Lokale billedkunstnere har nu mulighed for at få deres værker vurderet med henblik på deltagelse i Bjerringbro Udstillingen 2019. Den åbne censurering af kunstværker foregår lørdag den 9. november. Arkivfoto af Gudenåhuset, hvor de censorerede kunstværker udstilles fra den 17. november til den 20. december

Bjerringbro Kunstforening og Gudenåhuset inviterer alle kunstnere til Bjerringbro Udstillingen 2019. Tilmeld din egen kunst og få vurderet dine værker af professionelle censorer foran publikum. Ved ferniseringen uddeles 3 kunstnerpriser for særligt bemærkelsesværdige kunstværker.

Drømmer du om at få vurderet din kunst med mulighed for at få nogle af dine værker med på en censureret udstilling, så har du nu muligheden ved at deltage i Bjerringbro Udstillingen 2019. Den åbne censurering af kunstværker foregår lørdag den 9. november klokken 10-17, og alle er velkomne til at overvære censureringen.

De værker, der bliver udvalgt af de to censorer, bliver efterfølgende udstillet i Gudenåhuset fra den 17. november til den 20. december med fernisering søndag den 17. november klokken 13.00.

Ved ferniseringen uddeles tre kunstnerpriser for særligt bemærkelsesværdige værker. Førsteprisen er på 1.500 kroner, sponsoreret af Sparekassen Kronjylland. Andenprisen er på 1.000 kroner, sponsoreret af JP Rammer i Ans, og tredjeprisen er på 500 kroner givet af Bjerringbro Kunstforening. Vinderne udvælges og præsenteres af censorerne.

Danmarks modigste kunstnere til åben censurering

Tilmeldingen er startet, og censureringen foregår den 9. november 2019. Ved den åbne censurering bliver værkerne sat frem anonymt, og censorerne taler åbent om dem foran publikum og de deltagende kunstnere. På den måde har gæster og kunstdeltagere mulighed for at høre censorernes snak om værkerne i et åbent forum. Deltagerne må ikke give sig til kende eller kommentere under censureringen, når værkerne bliver vurderet.

– Mange af deltagerne ved de tidligere censureringer har givet udtryk for, at den åbne censurering har været en lærerig oplevelse. Censorernes blik og ord på både egne og andres værker giver mulighed for ny forståelse og videreudvikling af kunstnernes arbejde, siger Dagny Vistisen fra Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek.

Bjerringbro Udstillingen blev arrangeret for første gang i 2012, og censureringen var de første år lukket for publikum.

– Med den åbne censurering har vi ønsket at gøre selve censureringen til en mere givtig og udbytterig oplevelse for alle deltagere. Men det kræver også lidt mere mod fra kunstnernes side, fortæller Diane Bæk Thomsen, formand for Bjerringbro Kunstforening.

Professionel vurdering af to erfarne kunstspecialister

Censorerne til Bjerringbro Udstillingen er Tilde Mønsted og Bo Gorzelak Pedersen; to fagligt erfarne personer, som ser frem til opgaven med at censurere kunstværkerne.

Til daglig er Tilde Mønsted kunstfaglig museumsinspektør ved Museum Salling. Hun har en baggrund som cand. mag. i kunsthistorie, og så er hun foredragsholder med en stor kærlighed til kunstens forunderlige verden.

Bo Gorzelak Pedersen er cand. mag. i idéhistorie, film og TV-kundskab samt udøvende billedkunstner og kunstanmelder for ”Kunstavisen” og det internationale tidsskrift ”Art North”. Hans kunst har været antaget på censurerede udstillinger, og han har deltaget i udstillinger både i Danmark og i udlandet.

Udstillingen er for kunstnere fra hele landet

Alle udøvende kunstnere fra både lokalområdet og hele landet er velkomne til at tilmelde sig senest 4. november.

Bjerringbro Udstillingen og den åbne censurering foregår i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek & Kulturhus.

Se mere om tilmelding og andre praktiske informationer på Bjerringbro Kunstforenings hjemmeside: www.bjerringbrokunstforening.dk

Kommentarer