Foulum

Borgermøde om biogasanlæg skal holdes i Foulum

Illustration fra kommunens debatoplæg

Viborg Byråd har fulgt klima- og miljøudvalgets indstilling og sætter nu gang i fordebatten for biogasanlægget på Sønderupvej i Tjele og opfordrer alle interesserede til at deltage i debatten og komme med forslag og idéer til planlægningen.

Som tidligere beskrevet på Viborg Netavis vil konsortiet, Viborg Biogas, opføre et biogasanlæg på Sønderupvej lige uden for Vammen.

Biogasanlægget skal behandle cirka 245.000 tons biomasse om året. Det anslås, at det årligt vil kunne opvarme 3.600 hustande og samtidigt forsyne 12.000 hustande med elektricitet.

Læs også: Fordebat med fokus på trafikale udfordringer

Projektet har mødt stor lokal modstand, blandt andet fordi der ifølge prospektet forventes 73  daglige kørsler til anlægget, og at anlægget med placeringen på Sønderupvej ligger lige op ad et Natura2000 område.

Der er planlagt et borgermøde onsdag den 28. februar klokken 19.00, og det afholdes i Auditoriet på Aarhus Universitet i Foulum.

Kommunen efterlyser ”forslag og ideer til planlægningen”, som skal indsendes på kommunens hjemmeside viborg.dk senest den 14. marts i år.

Læs debatoplæg til borgermødet her.

Kommentarer