Kultur og events

Borgmester Ulrik Wilbek holdt båltalen til Sankt Hans i Bigum

Se billedserie

Mens mange Sankt Hans-arrangementer var aflyst på grund af corona-restriktionerne, så holdt Bigum-borgerne fast i landsbyens mangeårige tradition med fællesspisning, gudstjeneste og bål ved Tjele Langsø.

Omkring 40 lokale borgere var mødt frem, så forsamlingsbegrænsningen på max 50 blev overholdt, da formand for Bigum menighedsråd, Anne Mette Navntoft tirsdag aften bød velkommen til bålfest i Bigum og introducerede aftenens taler.

Den lille by havde by havde gjort lidt af et scoop, idet borgmester Ulrik Wilbek havde takket ja til at komme – som det eneste sted i kommunen denne aften.

Han kauserede i sin tale om fællesskab og forskelligheder – og om, hvordan coronatiden har påvirket begge dele.

Læs hele talen nederst i artiklen.

Efter Ulrik Wilbeks tale uddelte Anne Mette Navntoft gaver ude til byens “heksemager” og parret, der år efter år lægger grund til sankthansfesten. Præst Herluf Christensen, der holdt gæsteprædiken i kirken fik også en erkendtlighed for sit bidrag, og endelig fik Ulrik Wilbek dels en flaske af den lokale vin, dels en gavekurv med lidt godt til ganen.

Så var der forfriskninger til de fremmødte, som blev hængende længe og hyggede sig den dejlige sommeraften.

Borgmesterens båltale

Så skal vi igen veje og om aftenen – denne gang i vidunderligt vejr. Det er ikke hver år, vi er så heldige, og så i denne vidunderlige natur, og det kommer jeg tilbage til.

Midsommer aften eller Sankt Hans aften. Det er jeg i virkeligheden sådan lidt ambivalent i forhold til,  for fra nu af, så bliver dagen jo igen kortere, og jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg de lyse dage.

Derfor gælder det også om at være i nuet i stedet for altid at planlægge, hvad der skal ske fremadrettet. Noget, jeg må indrømme, at jeg godt kan være slem til – det der med hele tiden at glæde sig til, hvad der skal ske i morgen eller om en måned. I stedet for at nyde de her fantastiske, dejlige lyse dage og den tid, man har glædet sig til med en forskellige mennesker. Vi mennesker er jo forskellige, og det vil jeg komme ind på nu i min tale, der i aften handler om natur og/eller kultur.

Der findes naturmennesker og der findes kulturmennesker. Og det udvikler sig nogle gange til en –  efter min mening overflødig værdikamp. Jeg holder nemlig af begge dele.

Natur betyder “det medfødte” eller “de ægte”.  Naturen ses af mange som en modsætning til kultur, som betyder “det dyrkede” eller “det tillærte”.

Nogle vælger at opdele det i det oprindelige og det kunstige. Sådan ser jeg det ikke. Det er uhyre vanskeligt i virkeligheden at finde natur, der ikke er påvirket af menneskers aktivitet her i Danmark, og derfor er det mest af vores natur i dag netop præget af kultur.

Natur og kultur er ikke nødvendigvis modsætninger. Jeg holder f.eks. utrolig meget af naturen. Jeg flyttede faktisk til Viborg på grund af naturen, da jeg skulle vælge mellem en række byer, hvor jeg kunne få job, og jeg nyder naturen hver eneste dag. Jeg elsker at gå en tur rundt om søerne i Viborg eller køre en tur til de mange smukke områder, der findes i vores kommune.

Men jeg kan altså heller ikke undvære kultur.

Som sagt, så har vi mennesker forskellige behov, og vi har det med at forveksle disse behov med, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til, hvor vi selv står. Nogle mennesker mener f.eks. at naturen bør være uberørt af menneskehånd. Vi skal lade alt vokse, og alle steder, hvor der planlægges kulturelle eller historiske indslag, skal vi helt undlade at foretage os noget.

Det mener jeg altså ikke er realistisk lige nu. Lad nu naturforkæmpere og kulturinteresserede arbejde sammen. Det nytter ikke, at vi hver især beskytter vores eget territorie. Det er der aldrig kommet noget godt ud af. Det ægte bør gå hånd i hånd med det tillærte, så vi skaber udvikling uden at sætte naturen på spil.

De fem haller i Dollerup, hvor jeg ynder at komme, er et glimrende eksempel på, hvordan natur og en kulturel formidling af historien kommer til at give vandrere og andre interesserede en kulturel oplevelse i et fantastisk naturområde.

Kulturen har det ofte svært fordi, der er ikke så mange, der tænker over, hvor livsbekræftende kulturen er for masser af mennesker.

Tænk bare, hvis vi skulle undvære musik – i alle dens afskygninger – teater, film, ballet, stand up – optræden i det hele taget. Tænk, hvis vi skulle undvære litteratur, sport, spejder, foreninger, kurser, højskoler, aftenskoler og meget mere?

Jeg ved godt, hvad I tænker nu: I har fundet mindst en af de ting, jeg listede op her, som I godt kunne undvære; men hvis I skal være helt ærlige, så er der nok ingen af jer, der kan undvære det.

Og så er der jo fællesskabet. Grunden til, at man har kortklubber, vinsmagning – eller samles om et bål som i aften, er jo, at vi ønsker at samles, at grine og begejstres, at debattere eller konkurrere  – at se andre folk i øjnene, knytte venskaber og bånd. Det kan vi kun gøre med ligesindede. Der skal være nogen at diskutere og konkurrere og begejstres med. Eller nogen at fortælle, hvad vi har oplevet. Fællesskabet er i virkeligheden nok det mest udtalte behov, vi mennesker har. Specielt når vi i en længere periode som nu ikke har kunne være sammen.

Coronapausen har vist os endnu engang, hvor forskellige vi er som mennesker.

Jeg hørte forleden en kvinde i radioen, der udtalte, at hun synes, det havde været en dejlig tid, for så skulle man ikke tage alle de arrangementer. Så fremover ville hun bare blive derhjemme og undgå arrangementer.

Jeg må indrømme, jeg er lige modsat. Jeg synes, det har været en forfærdelig tid, fordi jeg elsker oplevelser og fællesskab.

Jeg elsker min familie over alt på jorden, men jeg elsker dem faktisk endnu mere, når jeg får lov til at savne dem ind imellem. Derudover sidder jeg også en stærk iværksættertrang, der gør, at jeg ikke bare kan bures inde, så i begyndelsen af coronaepidemien gik jeg meget lange ture for at se nyt og nyde naturen og fordi jeg er nysgerrig – og for ikke at gå i frø.

Som sagt, så er jeg meget nysgerrig, og alt hvad jeg oplever, sætter sig i baghovedet. Jeg har en mani med at huske de mærkværdigste ting, og når man er borgmester i Viborg, så er det naturligt nok fakta om Viborg Kommune. Dem har der virkelig været tid til og mulighed for at opfriske under denne nedlukning. Men hvis man besidder eksekveringsgenet, så har man også behov for at se ting ske, og det har der ikke været så meget af.

Derfor har jeg personligt også oplevet dage med mani og dage med depression; ikke sådan på den helt store klinge, men sådan – skal vi sige – lidt selvmedlidenhed i den her mærkværdige periode. Jeg ved, at der er andre, der har haft det ligesom jeg, og jeg ved også, at nogle har oplevet perioden særdeles positivt. For mens næsten alle opsøger fællesskaber, så er det altså som sagt ikke alle, der hungrer efter aktiviteterne.

Der er simpelthen bare forskellige måder at definere vores behov på.

Når folk fra de større byer skal på sommerferie i den danske natur og “væk fra storbyens trængsel”, så tager de til steder, hvor der er pakket med mennesker: Skagen, Marielyst, Blokhus og så videre. Det vil sige, at de egentlig tilstræber det, de altid oplever. Modsat har nogle det bedst med en ødegård i Sverige – for at få tid til fordybelse.

Alt i alt er der jo ikke noget, der er mere rigtigt eller mere forkert end andet.

Men jeg bliver bare selv sådan lidt ærgerlig, når jeg hører nogen argumentere ud fra, at vi skal endelig ikke ændre noget, eller at vi skal ændre det hele, fordi sandheden ligger nok et sted midt imellem.

Natur og kultur må aldrig blive et enten eller, men et både og – med behørig hensyntagen til miljø og udviklingspotentiale.

For Danmark er allerskønnest, når natur og kultur smelter sammen.

Tak for i aften.

Kommentarer