Kvols

Carte Blanche-konceptet “Suppe og Samtale” kommer til Kvols

Arkivfoto

På fredag kommer Carte Blanche-konceptet til Kvols forsamlinghus, men denne aften under navnet ‘Dialog og deller’

Som en del af engagementet i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 arrangerede Teater Carte Blanche en række fællesspisninger under titlen ‘Suppe og samtale’ – et hyggeligt, uformelt samvær over en gryde god suppe i teatrets eget køkken.

Det blev en stor succes, og derfor besluttede man at fortsætte med ‘Suppe og samtale’. Det er blevet til en række arrangementer i det forløbne år, og nu er der nye arrangementer på bedding – næste gang i Kvols forsamlingshus.

Det sker på fredag 26. april som et lettere omskrevet koncept med titlen ‘ Dialog og deller’, hvor menuen står på frikadeller i stedet for suppe, og så byder aftenen også på en frisk gåtur omkring Kvols Hage inden fællesspisning i forsamlingshuset.

 – Vi har næsten lige haft et arrangement, hvor vi serverede suppe! Så derfor tænkte vi, at vi hellere ville have frikadeller til denne lejlighed, fortæller Anette Vinther fra Kvols Forsamlingshus i en pressemeddelelse.

Derfor blev arrangementet omdøbt til ‘Dialog og deller’, men stadig helt i tråd med Carte Blanches koncept med en god samtale over god mad.

Man mødes i forsamlingshuset klokken 18, hvor Sara Topsøe-Jensen fra Carte Blanche sætter gang i den gode snak; herefter begiver deltagerne sig ud på en rask gåtur til Kvols Hage.

Bagefter spiser man og hygger sig i forsamlingshuset, og arrangørerne må have forventning om, at der bliver meget at tale op. Ifølge forsamlingshusets kalender varer arrangementet nemlig helt frem til klokken 23.30.

Prisen fordeltagelse er 60 kroner for voksne og 30 kroner for børn, og tilmelding til ‘Dialog og deller’ skal ske senest to dage før til Anette Vinther på anp@viborg.dk eller med en sms til telefon 30 33 97 30.

Kommentarer