Bjerringbro

Endags strikkefestival i Gudenåhuset Bjerringbro

Vithard Villumsen er blandt de fire strikkekendisser, man kan møde til Strikkefestival i Gudenåhuset. Pressefoto

En dag med inspiration, workshops og strikkeglæde

Lørdag 14. marts inviteres alle strikkeglade til strikkefestival i Gudenåhuset i Bjerringbro.

Festivalen starter klokken 9.30 og slutter klokken 16 og dagen vil byde på masser af inspiration til nye strikkeprojekter, foredrag og workshops.

Strikkekendisser

I løbet af dagen vil Vithard Villumsen, Margrethe Seiersen, Annie Hartvig og Lotte Mirsal dele ud af deres viden inden for emner som montering, flerfarvestrik, beregning af garn, farveeksperimenter og strikketeknikkerne nevercont og skyggestrik. Alle med grundlæggende kendskab til strikning kan deltage.

Café Gudenåhuset vil stå for forplejningen, der består af formiddagskaffe med rundstykker, frokost og eftermiddagskaffe med kage. Både forplejning og dagens workshops er inkluderet i billetprisen på 390 kroner.

Dagen er arrangeret i samarbejde mellem LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne, og man kan læse mere om de enkelte workshops på LOF Midtjylland hjemmeside.

Tilmelding til festivalen og valg af workshops kan kun ske til LOF Midtjylland, lof-midtjylland.dk eller 87 26 23 26.

Sidste frist for tilmelding er torsdag 27. februar.

Kommentarer