Låstrup

Fællessang er et hit

Der var fællessang på Skakbrættet tre lørdage i løbet af efteråret 2017. Arrangementerne ’SYNG med MIG’ viste sig at være et sikkert hit, der trak masser af sangglade mennesker til en times sang på Hovedbiblioteket i Viborg.

I det nye år inviterer Kulturskolen Viborg og Viborg Bibliotekerne igen til fællessang. Som noget helt nyt vil der i denne omgang også være fællessang rundt om i Viborg Kommune.

– Vi har opdaget, at folk gerne vil mødes omkring sangglæden og det fællesskab, den giver. Derfor prøver vi nu at rykke ud i lokalområderne med fællessangen i det nye år, fortæller Palle Kjeldgaard, musikfagskoleleder på Kulturskolen Viborg.

Selvom biblioteket og kulturskolen tager ud i kommunen med ’SYNG med MIG’ bliver der også plads til fællessang på Hovedbiblioteket i Viborg.

Det er sundt at synge

Der er et øget fokus i tiden på de positive ting, som kultur skaber i kroppen og sjælen. Der sker en masse godt, når vi synger sammen.

’SYNG med MIG’-arrangementerne kræver hverken en stor stemme eller forberedelse. Til arrangementet synger vi en håndfuld sange særligt udvalgt af dagens sangvært. Alle sange bliver præsenteret og får nogle personlige ord og vinkler med på vejen af sangværten. Fællessangen akkompagneres af musikskolens dygtige pianister.

Fællessang to gange i januar

Der er fællessang første gang tirsdag den 23. januar klokken 19 i Kulturcenter Værestedet i Låstrup. Her vil Palle Kjeldgaard, som er uddannet klassisk violinist, tidligere koncertmester og nuværende musikfagskoleleder på Kulturskolen i Viborg, sammen med Christian Spillemose på klaver styre fællessangen.

Tilmelding til arrangementet nødvendig via mailadressen: kulturcenter.laastrup@gmail.com eller på mobilnummer: 61 33 45 11.

Lørdag den 27. januar klokken 11 står Lene Rikke Bresson, skønlitterær forfatter og leder af Kulturskolen Viborg og pianist Lone Brix Hessellund klar til fællessang på Skakbrættet, Hovedbiblioteket i Viborg. Tilmelding ikke nødvendigt.

Du kan læse mere og tilmelde dig arrangementet i Låstrup på viborgbib.dk.

Kommentarer