Vejrumbro

Familiefredagen har vokseværk i Vejrumbro

Familiedagen fredag før Vejrumbro Open Air har vokset sig til at være det største gratis endagsarrangement i Viborg Kommune. I år håber arrangørerne, at se endnu flere børn fra hele kommunen. Arkivfoto

Familiedagen fredag 2. august – dagen før Vejrumbro Open Air – har i år fået et pænt nøk opad med hele ni kendte navne, der gi’r den gas på scenen fra klokken 15 til 21.

Vejrumbro Open Air kan i år fejre fem års jubilæum, og i den anledning er der skruet op for alle knapper. Det gælder også Familiefredagen, som kom på programmet i 2017.

– Vi syntes, at når vi alligevel havde scenen og hele det store set-up på pladsen, så kunne vi lige så godt udnytte det til at skabe en dag, der leverede noget underholdning til børnene, fortæller presseansvarlig for Vejrumbro Open Air, Jeppe Hartz.

Familiefredagen, som er gratis for alle, blev hurtigt en kæmpesucces. Sidste år var der således omkring 1000 børn og voksne på pladsen, og med et program spækket med kendte navne fra TV-programmer, de sociale medier samt film- og musiktjenester som Youtube, TikTok og Spotify håber Jeppe Hartz, at man når op på det dobbelte antal gæster i år.

– Det lyder ambitiøst, det er jeg med på. Men vi har været ude at hyre nogle af de mest kendte influencers, youtubers og unge, topaktuelle musik- og sangstjerner, og med gratis entré tror jeg på, at vi nok skal komme i nærheden af en fordobling, lyder meldingen.

Bro. Pressefoto

Perlerække af kendte navne

De kunstnere, som børn og unge kan glæde sig til at møde er blandt andre hovednavnet Bro, med det civile navn Kevin Andreasen, som står bag hittet ‘Hvor er du Bro?’. Nummeret fik platin i slutningen af 2016 og er blevet afspillet på Spotify over 13 millioner gange. Bro står også bag sangen ‘Sydpå’, som var den mest streamede sang i Danmark i 2018. Lige nu er hitter Bro med sangen ‘Døgnrytme’.

Andre topnavne er tidligere X-Factor-deltager (2016), Mads Christian, som er aktuel med EP’en ‘Naiv’, og så kan det unge publikum også glæde sig til duoen Mika og Tobias, der i 2018 gik viralt med youtube-hittet ‘Ikke mere mere mælk’ samt lokale Tobias TKB med band, der også hittede viralt i 2018 med nummeret ‘vil du vil du’.

Oscar-Rosenstrøm. Pressefoto

De yngste kan især glæde sig til MGP-vinder 2018 og deltager i Voice Junior 2019, Mille med band, samt MGP-finalist 201, Oskar Rohde.

Hertil kommer 3 lokale Silkeborg kunstnere Nickie Feldt kendt fra blandt andet DK4 sammen med Laze, begge aktuelle med egne sange, men også deres fælles nummer ‘Meloner’, der storhittede viralt på Spotify i 2017. Sidste navn er Lund.D, som i år er på vej til sit gennembrud med hittet ‘HDFH’, der er gået top 5 på Spotify Viral.

Den lange række af optrædener knyttes sammen af to andre kendte youtube-navne i værtsrollen, nemlig Oscar Rosenstrøm og Jennifer Chu, mens DJ Terkel igen i år leverer musikken mellem indslagene, der også byder på en danse-workshop med hele Danmarks dansedarling, Rebekka Bjerre.

Jennifer Chu. Pressefoto

Største gratis endagsarrangement

Jeppe Hartz understreger, at man med satsningen alene ønsker at skabe et arrangement, der sætter Vejrumbro på om ikke landskortet, så på kommunekortet.

– Familiefredagen er Viborg kommunes største gratis endagsbegivenhed, og det er vi faktisk ret stolte over byens størrelse taget i betragtning. Vi skal ikke tjene penge på det, vi vil gerne skabe en oplevelse ikke bare for Vejrumbroborgere, men for folk i hele kommunen. Det kan vi, fordi scene, udstyr – og faciliteter i øvrigt – allerede er til stede, og skulle vi få solgt noget sodavand og et par pølser i løbet af dagen, så er det selvfølgelig bare et plus på bundlinien, lyder det fra pressechefen.

Ud over masser af musik, sang og dans kan børnene boltre sig i ‘Hillbilly Tivoli’, hvor der er masser af af aktiviteter for børn.

Når børne-arrangementet er slut omkring klokken 21, så vi der stadig være åbent på pladsen for voksne, som kan hygge sig over et glas eller to. Rødvinslauget afholder deres årlige generalforsamling, og så er det også fredag, hvor mesteren i ‘Slå søm i’ skal findes.

Læs mere om det samlede program på vejrumbroopenair.dk

Kommentarer