Løgstrup

Første spadestik til Løgstrup Friplejehjem på fredag

Visualisering af indgangsparti. Illustration: Løgstrup Friplejehjem

Endelig sker det, som mange har ventet på. Fredag, den 11. oktober klokken 14.00 tages der første spadestik til det nye plejehjem i Løgstrup, som forventes at stå færdigt og kan tages i brug om et års tid.

Efter en lang proces er alle tilladelser og tilsagn ved at være på plads. Kommuneplantillæg og lokalplan for friplejehjemmets areal på Hjarbækvej 59 blev vedtaget, og herefter gik bestyrelsen videre med byggeansøgning og udbudsrunde. Ginnerup A/S fra Skive har vundet licitationen og bliver byggeriets hovedentreprenør. Sammen med arkitektfirmaet ATRA har man fået de sidste detaljer ved byggeriet på plads, og dermed kan byggeriet snart påbegyndes, lyder meldingen.

Undervejs har Boligstyrelsen givet tilsagn om andel i støtteramme til etablering af 24 friplejeboliger, og fra Sundhedsstyrelsen fik Løgstrup Friplejehjem certification som friplejeboligleverandør.

Der er endvidere blev der truffet aftale med Nykredit om realkreditlån og Sparekassen Kronjylland om finansiering af Løgstrup Friplejehjem, og bestyrelsen har indgået en administrationsaftale med Danske Diakonhjem.

Projektet er finansieret med midler fra LAG Skive-Viborg, Lars Seier Christensen, Anders Brøndum Fonden og Den Jyske Sparekasse. Derudover har Støtteforeningen for Løgstrup Friplejehjem foretaget en lokal indsamling til friplejehjemmet, og det endelige mål på 600.000 kroner er næsten nået. Hvis man er interesseret i at give et bidrag, må man gerne kontakte Støtteforeningen.

Alle er velkommen til at overvære første spadestik til Løgstrup Friplejehjem. Man skal blot møde op på adressen Hjarbækvej 59, Løgstrup, hvor formanden Anders Jensen vil holde en tale og tage det første spadestik.  

Kommentarer