Erhverv

Fuld kraft på anlægsarbejdet i Viborg Baneby

I starten af januar 2017 fortsætter arbejdet med at anlægge Banevejen, og forberedelserne til byggeriet af Banebroen og Midtbyens Gymnasium begynder. Desuden anlægges nye parkeringspladser syd for banen på Stationspladsen, som fra 1. marts afløser de nuværende parkeringspladser ved Banegårds Alle.

Planerne om at skabe en dynamisk og mangfoldig bydel i Viborg Baneby er godt i gang med at blive ført ud i livet. Også i 2017 kommer anlægsarbejdet til at sætte sit præg på området. Den nye vej, Banevejen, bliver anlagt, og byggeriet af Banebro og nyt gymnasium går i gang på grunden ved Banegårds Alle, hvor der i dag er parkeringsplads.

– Nu tager vi næste skridt mod realisering af Viborg Baneby, og der kommer til at ske en stor forvandling af området. Jeg er sikker på, at det bliver et godt resultat, som kommer til at gavne rigtig mange mennesker, siger borgmester Torsten Nielsen.

Anlægsarbejdet giver forstyrrelser og ændringer

De store anlægsarbejder med Banevejen, Banebroen og nyt gymnasium kommer til at give forstyrrelser og gener for de borgere, der bor og færdes i området. Blandt andet bliver Banegårds Alle mere belastet af trafik til og fra byggepladsen, og der vil være støj og vibrationer i området.

Ny stationsparkering

Anlægsarbejdet får også betydning for parkeringen i området ved stationen. Fra begyndelsen af januar og frem til 1. marts vil den nuværende parkeringsplads ved Banegårds Alle fortsat kunne bruges, selvom der udføres anlægsarbejde på pladsen.

Fra 1. marts inddrages parkeringspladserne uden tidsbegrænsning til byggeplads, og bilisterne skal fremover parkere på den nye parkeringsplads ’Stationspladsen’ ved Middagshøjvej på den anden side af banen.

Der bliver ved med at være 2-timers parkering og handicapparkering nær svømmehallen og stationsbygningen. Dog vil antallet af tilgængelige pladser variere, og pladserne flyttes lidt rundt.

Buskørsel omlægges

Anlægsarbejdet påvirker også buskørslen. Linje 2 og 3 flyttes fra Banegårds Alle (linje 2 og 3), og servicelinje S1 flyttes fra Middagshøjvej. Derudover får flere lokalruter justeret tider for at få det hele til at hænge sammen. Den nye køreplan træder i kraft d. 26. februar 2017, og omlægningen gælder i to år.

Følg med i anlægsarbejdet

Viborg Kommune opdaterer løbende Banebyens hjemmeside med informationer om anlægsaktiviteterne og de ændringer, de medfører. Læs mere på viborgbaneby.dk/anlaegsaktiviteter.

Informationsmøde

Den 2. februar 2017 kl. 19 holder Viborg Kommune et informationsmøde om anlægsarbejdet i Viborg Baneby. Mødet foregår i Multisalen på Viborg Rådhus.

Kommentarer