Viborg

Genåbning for de ældste elever i uge 21

Læserbrev af Per Møller Jensen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget 

Vi har nu fået den overordnede udmelding omkring genåbningen af Folkeskolen vedr. ældste klassetrin

Her må der åbnes fra mandag den 18. maj – og det overlades til de enkelte kommuner at tilrettelægge dette under hensyntagen til, at det sker på et sundhedsforsvarligt grundlag.

Vi vil modtage nærmere retningslinjer for genåbningen, herunder afstandskrav m.v.

Jeg finder det fornuftigt, at genåbningen først sker den 18. maj, hvilket betyder, at der er en noget længere planlægningsperiode end tilfældet var, da vi åbnede for de yngste klassetrin.

Allerede på nuværende tidspunkt er man på de enkelte skoler i gang med overvejelser over, hvordan genåbningen for de ældre elever kan finde sted – og man har også erfaringen fra den første fase i genåbningen af Folkeskolen at trække på.

Der vil være udfordringer – såvel lokalemæssigt som personalemæssigt – flere steder, men jeg er sikker på, at vi via fælles indsats finder gode løsninger.

Overordnet set må vi arbejde ud fra en fælles ramme på tværs af alle vore skoler med mulighed for mindre variation fra skole til skole.

Det sikrer vi bl.a. via fælles drøftelser mellem forvaltning, skolelederforeningen og de faglige organisationer – og det arbejde skal hurtigt i gang. Og gennemføres i et rimeligt tempo, så vi er klar til genåbningen i uge 21.

Dertil kommer at Børne- og Ungdomsudvalget har et ekstraordinært møde tirsdag den 12. maj, hvor bl.a. genåbningen er et af emnerne, som skal drøftes – og hvor vi også drøfte og beslutte en evt. etablering af en særligt vikarkorps af ledige borgere til opgaver i Børn&Unge under COVID-19 som supplement til det fast personale, hvor vi også håber, at lærere og pædagoger på deltid vil gå op i tid i denne ekstraordinære situation.

Der vil blive ‘bump på vejen’ i forbindelse med denne genåbning – og det må vi i fællesskab håndtere på bedste vis.

Vigtigt er det at huske på, at de ældre elever trænger til og glæder sig til at gense skolen – og i særdeleshed skolevenner og lærere/pædagoger m.fl.

Det er en fælles opgave at sørge for, at det bliver en god oplevelse for eleverne – og den opgave har personale og forældre sammen med forvaltning og Børne- og Ungdomsudvalget ansvaret for.

Kommentarer