Rødding

Gert Vester inviterer til Åben Grusgrav på lørdag

Gert Vester inviterer alle interesserede til at besøge sin grusgrav på lørdag. Arkivfoto

Hvad foregår der egentlig i grusgrave, og hvor ender al gruset henne? Det kan man finde ud hos Vester’s Grusgrav, som på lørdag inviterer til Åben Grusgrav.

Råstoffer er mere end olie og gas. Råstoffer er også sand, sten, grus, ler og kalk. Netop den type råstoffer er grundlaget for al fremdrift i bygge- og anlægsbranchen. Uden råstoffer var der ingen veje, ingen huse og ingen broer.

Lørdag 16. september er det råstofdag i Danmark, og det betyder, at flere af landets grusgrave og havnepladser, igen i år åbner portene, og giver et indblik i, hvilke råstoffer der udvindes i Danmark – og hvordan.

– Fra de danske grusgrave og havbunde udvinder vi så mange råstoffer, at det svarer til, at hver dansker bruger ti ton om året. Derfor er råstofbranchen et vigtigt aktiv for Danmark. Uden råstoffer skulle vi have hentet det hele i udlandet. Derfor er det vigtigt, at folk får et indblik i, hvilken spændende branche det faktisk er, siger sekretariatsleder for Danske Råstoffer i Dansk Byggeri, Lasse Møller Vollesen.

Velkommen i Vester’s Grusgrav

I alt fem grusgrave og havnepladser landet over byder i år interesserede indenfor på lørdag 16. september, og en af dem er Vester’s Grusgrav ved Rødding, hvor der mellem klokken 10 til 14 vil være forskellige aktiviteter.

Indehaver Gert Vester vil vise rundt og fortælle om grusgraven, og sønnen, Dennis, som har firmaet Vester’s Maskinservice, vil fortælle om de store maskiner, der arbejder i en grusgrav.

Masser af motor

Derudover vil EN Motorservice være tilstede med ATW’er, som man kan prøvekørei grusgraven, og Ally Cats vil præsentere nogle af deres flotte amerikanerbiler.

Viborg Renovation vil også være på pletten, og flere lokale vognmænd har meldt deres ankomst til arrangementet.

Arkæologiske fund

Hvis man ikke lige er til motorkraft, så vil dagen også byde på et spændende indlæg om det, der også kan findes i en grusgrav.

Når der graves i den danske muld, så dukker der nemlig ofte spændende spor fra fortiden op. Til at fortælle om de arkæologiske fund, der er gjort i området, hvorfra Vester’s Grusgrav henter sine råstoffer, kommer Mikkel Kjeldsen fra Viborg Museum. Det kan man høre om fra klokken 11-12.

Noget til ganen

Gæsterne skal ikke risikere at blive brødflove på dagen.  Langsøspejderne er til stede og serverer grillede pølser, og derudover vil der være både popkorn, slushice, kaffe og kage med mere.

Alt er gratis og tilmelding er ikke nødvendig. Man møder bare op i tidsrummet 10-14.

Kommentarer