Bjerringbro

Gyngestol skal hjælpe demensramte i Bjerringbro

Plejecenter Skovvænget, Bjerringbro. Foto: Google Maps

Donation fra TrygFondens regionale råd til Plejecenter Skovvænget har givet mulighed for indkøb af en særlig gyngestol til borgere med demenssygdom.

Med en donation fra TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland har Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro indkøbt en ny gyngestol, der er særligt udviklet til borgere med demens. Gyngestolen, der gynger af sig selv og kan spille beroligende musik, kan hjælpe plejecentrets beboere med at finde ro og øger generelt både det mentale og fysiske velbefindende.

Overrækkelse på mandag

Donationen til Plejecenter Skovvænget bliver officielt overrakt mandag den 26. februar klokken 14.30. Her vil den nye gyngestol også blive indviet.

Overrækkelsen finder sted på Plejecenter Skovvænget, Skovvejen 47 i Bjerringbro og bliver foretaget af Lene Havtorn, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland.

Positive erfaringer

Plejecentret har tidligere haft en demens-gyngestol på prøve, og erfaringerne har været meget positive. Udover at have en beroligende virkning har stolen også generelt haft en positiv effekt på trivsel og livskvalitet hos beboerne.

–  Vi er meget glade for TrygFondens donation, der har gjort det muligt for os at anskaffe os en stol på permanent basis. Stolen vil uden tvivl komme Skovvængets beboere til stor gavn og dermed også være til glæde for både pårørende og personale, siger leder af Plejecenter Skovvænget, Anitta Bay Andersen.

Stolen hjælper til at finde ro

Plejecenter Skovvænget består af 99 boliger, hvoraf de 38 er tilegnet borgere med svær demens. Det er personalets erfaring, at omsorg og tryghed virker beroligende, og de er derfor sikre på, at den nyindkøbte gyngestol vil komme til at gøre en stor forskel i hverdagen. Gyngestolen vil både kunne hjælpe de ældre med at finde ro og være i bedre balance og samtidig bidrage positivt til at skabe et roligt miljø på plejecentret – til glæde for alle.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der står bag donationen som led i TrygFondens samlede arbejde for at skabe bedre trivsel og støtte udsatte og sårbare grupper.

Kommentarer