Debat og politik

Hammershøj Hallen sendt til hjørne

Debatindlæg af Jan Hagerup.
Kandidat til kommunalvalget for Kommunelisten Viborg

I forbindelse med den kommunale budgetlægning for de kommende 4 år, er der efter Kommunelisten Viborgs opfattelse, opstået et stort problem omkring en ny hal i Hammershøj.

Normalt er det sådan, at kommunalbestyrelsen efter indstilling fra de enkelte udvalg, godkender en anlægs hensigt for de næste 4 år (2018 til 2022), på den hensigt er det utrolig vigtigt, for alle os der bor i Hammershøj og nærmeste opland, at en ny hal optræder.

Nu har Kultur og Fritidsudvalget besluttet, at de hal-ønsker, der er i hele kommunen (fortrinsvis uden for Viborg by), er sendt til hjørne. Årsagen er, at man vil afvente en analyse lavet af det lokale idrætsråd. En analyse der sjovt nok, først skal være færdig få dage efter kommunalvalget.

Det helt store problem er efter Kommunelistens opfattelse, at der nu pludselig er kommet et ønske om en ny svømmehal i Viborg på bordet, en svømmehal som bla. formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Per Møller Jensen (S), er meget vild med.

Det er lige nu, at alle der ønsker en ny hal i Hammershøj skal holde fast. En hal der vil kunne tilføre området enormt meget kræft og gør området ved skolen til et kraftcenter. Der er naturligvis en klar sammenhæng mellem en ny hal og muligheden for at kunne trække nye borgere til området. Dertil skal lægges gevinsten ved, at der ved projektets gennemførelse vil blive frigivet en lang række fine bygge grunde i Hammershøj.
En ny hal skal placeres på kommunens anlægsbudget for de kommende 4 år, ellers er vi i Kommunelisten utroligt bange for, at en ny svømmehal i Viborg vil være den helt store vinder, og oplandet nok en gang vil blive snydt.

Til sidst en lille morsomhed, i sit forsvar for udviklingen nævner Per Møller Jensen, at udvalget har fordelt 1,5 millioner kr., til kommunens spejderhytter, forsamlingshuse m.v.

Prøv lige at holde de 1,5 millioner op mod de massive investeringer der i disse år tilføres Viborg by. I Kommunelisten Viborg er vi helt tryg ved, hvilket resultat du når frem til.

Kommentarer