Bjerringbro

Helhedsplan for Bjerringbro tager endelig form

Bjerringbro gågade. Arkivfoto.

Økonomi- og Erhvervsudvalget mødes idag onsdag for at behandle forslag om at udarbejde en helhedsplan for Bjerringbro, der skal styrke byens udvikling. Byrådet har endvidere bevilget 2,4 millioner kroner til tiltag, der forbedrer gågademiljøet og skaber mere helhed i Bjerringbro midtby.

På baggrund heraf foreslås det at revidere skitsen for Kulturparken ved Gudenåhuset, så Kulturparken og tiltagene til forbedring af gågademiljøet kan tænkes tæt sammen, og projekternes samlede effekt for Bjerringbro midtby optimeres. Kulturparkens formål, funktion og tætte kontakt til Gudenåhuset bevares.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede sagen om Kulturparken ved Gudenåhuset i Bjerringbro første gang på sit møde 11. august 2011, hvor udvalget besluttede at bevillige 50.000 kroner til udvikling af projektet. Gudenåhusets anden ejer, Grundfos, bevilligede et tilsvarende beløb.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede projektet anden gang på sit møde 26. februar 2013, hvor udvalget besluttede, at projektet indgår i Byrådets budgetforhandlinger for 2014-2017 med anbefaling af, at der bevilliges 2 millioner kroner til projektet. Økonomiudvalget godkendte 13. marts 2013 indstillingen fra Kulturudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede igen projektet 17. juni 2015, hvor det blev besluttet at fremsende projektet til Økonomi- og Erhvervsudvalget med henblik på behandling på Byrådets budgetkonference, da to fonde på det tidspunkt havde tilkendegivet, at de ønskede at modtage en ansøgning. Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendte 19. august 2015 indstillingen fra Kulturudvalget.

Sagen har siden været drøftet på budgetkonferencer, men er ikke formelt behandlet.

Tiltag, der forbedrer gågademiljøet i Bjerringbro

Byrådet godkendte på mødet den 21. juni 2017 at anvende 2,4 millioner kroner, der tidligere var afsat til renovering af belægningen i Storegade i Bjerringbro, på tiltag, der forbedrer gågademiljøet og skaber mere helhed i Bjerringbro midtby.

Der skal som udgangspunkt ses på løsninger, der omfatter Storegade, Torvet og forbindelserne imellem gågaderne, den store parkeringsplads, Byhaven og Gudenåhuset på Realskolevej.

Beslutningen er truffet efter henvendelse fra Bjerringbro Handel og Bjerringbro Udviklingsråd, der foreslog at anlægsmidlerne anvendes til formål, som gør gågaden mere spændende at opholde sig i, for eksempel til legeredskaber.

Kommentarer