Viborg NØ

Houlkær skole starter skolebus på gå-ben for de yngste elever

Foto: Dansk Skoleidræt

Fra torsdag 7. september vil de yngste elever på Houlkærskolen ikke blive kørt – men gået i skole. Skolen deltager nemlig som den første i Viborg Kommune i projektet ‘gåbussen’.

Se Dansk Skoleidræts video fra Solbjergskolen under artiklen.

Tidlig morgen torsdag  7. september starter Houlkærskolen projekt ‘gå-bussen’ op. Det sker i samarbejde Sundhedscenter Viborg og er en del af programmet Sunde Børn bevæger Skolen, som er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Skoleidræt.

Uddannede ‘buschauffører’

Til at føre gå-bussen er uddannet 24 ‘chauffører’, som starter op på deres ruter klokken 7.35 om morgenen.

Chaufførerne er 7. klasses piger, som har modtaget undervisning i at ‘køre bussen’. Eleverne er udstyret med en app på telefonen, der viser de stoppesteder, hvor 0.–3 klasses eleverne skal samles op samt de ruter ‘bussen’ skal følge.

Når de små elever er samlet op, går de 2 og 2 med hinanden i hånden, og der er både en chauffør til at ‘køre bussen’ og en til at styre bagtroppen.

Hver ‘bus’ har maksimum 12 elever på en bus, og alle bærer gule trafikveste, så de er synlige i gadebilledet.

Mere en blot en gå-tur

Koordinator på gå-bussen er Jakob Flintholm, som er lærer ved Houlkærskolen; og med henblik på varetagelse af den funktion, har man fra skolens side frikøbt nogle timer til læreren.

– Vi mener, at projektet er rigtigt godt i forhold til at styrke relationerne på skolen, eleverne imellem. Det styrker fællesskabsfølelsen og har en antimoppe-effekt. Desuden har motion og bevægelse altid været en af kerneværdierne på Houlkærskolen, fortæller Jakob Flintholm, og tilføjer at forældrene i området er pr. tradition glade for at støtte op omkring nye projekter, og det gør de også i dette tilfælde.

På Sundheddcentret er man også begejstrede for det nye tiltag på Houlkærskolen.

– Vi er meget glade for, at Houlkærskolen er klar på at starte gå-busen op. Det er vigtigt, at børn får aktive og sunde bevægelsesvaner fra barnsben, da det følger med ind i ungdommen og voksenlivet. I den forbindelse er Gå-Bus et supergodt tiltag, fortæller Sundheds- og Forebyggelseskonsulent ved Sundhedscentret, Merethe Jelsbak Raundahl.

– Ved at de ældre elever følger de yngre elever til skole, bliver der også skabt relationer og fællesskab på tværs af årgange samtidig med, at børnene kommer ud i naturen og bliver trygge ved deres skolevej, tilføjer hun.

Man kan læse mere om gå-bussen på Dansk Idræts hjemmeside.

Se Dansk Skoleidræts video fra Solbjergskolen herunder.

Kommentarer