Viborg

Idrætten får nye visioner og perspektiver

Viborg Idrætsråd og Viborg Kommune har oprustet på idrætsområdet med 2 nye konsulenter. Her Pia Viller Arendt. Fremsendt foto

Pia Viller Arendt er ny breddeidrætskonsulent i Viborg Idrætsråd, og Lisbeth Ladegård Jørgensen er ny idrætskonsulent i Viborg Kommune. ”Viborg Kommune i bevægelse – politik for idræt og motion” vil være centralt i de to konsulenters arbejde.

En række satsninger på idrætsområdet får Viborg Idrætsråd og Viborg Kommune til at opruste.

En ny bevægelses- og idrætspolitik og store projekter omkring kvindefodbold, outdooridrætsaktivitet, Hærvejsløbet m.v. har været afgørende elementer i forbindelse med ansættelsen af Pia Viller Arendt som breddeidrætskonsulent i Viborg Idrætsråd og Lisbeth Ladegård Jørgensen som idrætskonsulent i Viborg Kommune

– Bevægelses og idrætspolitikken giver både en mulighed for og en forpligtigelse til at skabe et endnu større fokus på at få endnu flere aktive borgere i vores kommune. Det er en fantastisk mulighed. Den skal vi gribe. Og det gør vi blandt andet ved at tilføre ny power via to yderst kompetente konsulenter, fortæller sportschef i Viborg Idrætsråd Morten Erfurth.

Sekretariatschef Ole Brandt Pedersen, Kultur, Service & Events, Viborg Kommune supplerer: ”I processen med at udvikle ny bevægelses- og idrætspolitik har der været meget stor fokus på, at realiseringen af de ambitiøse mål i den nye politik kun opnås via tætte samarbejder med en hel række aktører, bl.a. Viborg Idrætsråd, DBU, DGI Midt, foreninger, borgere, virksomheder og kommunale institutioner. Og samtidig indebærer ansættelsen af de nye konsulenter muligheder for at videreudvikle de store satsninger indenfor kvindefodbold og store idrætsevents”.

Pia Viller Arendt starter i Viborg Idrætsråd den 1. september og kommer fra en stilling som chefsekretær i KPR Consult. Pia er formand i Alhedens IF, og blev i maj hædret som Årets Idrætsleder i Viborg Kommune:

– Jeg glæder mig enormt til at trække i arbejdstøjet, og komme i gang med arbejdet. Den nye idrætspolitik giver mange nye og spændende muligheder, og jeg håber, at jeg qua min store foreningserfaring, kan være med til at implementere den på en god og konstruktiv måde, og derved være med til at skabe vækst ude hos kommunens foreninger, siger Pia Viller Arendt.

Morten Erfurth er begejstret over ansættelsen:

– Vi er stolte af at få Pia med på holdet. Pia har et indgående kendskab til foreningsliv. Hun er enormt dygtig til at skabe samarbejde på tværs mellem mange aktører. Det har ført til bedre kvalitet og vækst i Alhedens IF – det må gerne overføres til andre foreninger og projekter, så endnu flere bliver en del af idrætten i Viborg Kommune.”

Lisbeth Ladegaard Jørgensen starter som idrætskonsulent hos Viborg Kommune den 15. september 2017. Lisbeth kommer fra en stilling som adjunkt ved Strømme Skole i Kristiansand, Norge. Lisbeth er færdiguddannet Kandidat i Idræt og har flere års undervisnings- og projekterfaring fra bl.a. DGI, efterskole- og gymnasieverdenen. Lisbeth har et indgående kendskab til foreningslivet og har tidligere været både aktiv, leder og bestyrelsesmedlem.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte, udvikle og nytænke satsninger på bevægelses- og idrætsområdet i Viborg Kommune. Jeg ser frem til at kunne bidrage til realisering af mange spændende tiltag, som kan betyde, at vi kan nå ambitionerne om at borgere i Viborg Kommune får endnu bedre muligheder for at dyrke idræt og være aktive. Det såvel i kendte og som i nyudviklede sammenhænge i samspil med både nye og gamle samarbejdspartnere.

Ole Brandt Pedersen er også meget tilfreds med ansættelsen af Lisbeth.

– Vi har med ansættelsen af Lisbeth fået ansat en yderst kompetent idrætskonsulent, som med sin faglige baggrund og sin erfaring fra arbejde i idrætsorganisationer og i foreningslivet, kan blive en dynamo i mange af vores vigtige partnerskaber nationalt, regionalt og lokalt og her bidrage til fortsat udvikling af de mange spændende projekter og tiltag på idræts- og eventområdet.”

Kommentarer