Bjerregrav

Jernalderliv og skattejagt med naturtema på Hvolris i efterårsferien

Jernalderfolket befolker landsbyen og sysler med håndværk fem dage i efterårsferien. Foto: Holger Klausnitzer, Hvolris Jernalderlandsby

Fem dage i efterårsferien bliver der igen jernalderliv i landsbyen og skattejagt i bakkerne på Hvolris. Jernalderfolket levede side om side med naturen. Årets skattejagt har naturtema, og i ”Morfars” nutidsværksted kan man blandt andet lave insekthotel.

Jernalderfolket vender tilbage til Hvolris og sysler med håndværk og gøremål i landsbyen fem dage i efterårsferien.

Smeden arbejder ved den gnistrende esse, bueskytterne indvier besøgende i kunsten at ramme plet, mens jernalderfolket sysler med uld, planter, mad med mere. Ved bålet sidder historiefortælleren klar, og fra onsdag til lørdag kan man opleve perlemageren lave glasperler i landsbyen.

Mød jernalderens dyr

Tirsdag og lørdag er der fokus på jernalderens dyr.

Naturvejleder Hanne Sørensen fortæller om dyrene på Hvolris og jernalderens dyrehold på en guidet tur, hvor man møder fårene og gederne.

Turen starter klokken 11.00 ved hovedbygningen begge dage.

Skattejagt med naturtema

Sidste år deltog Hvolris Jernalderlandsby for første gang i skattejagterne i samarbejde med Viborg Hovedbibliotek. Det blev en stor succes, så igen i år kan man alle fem åbningsdage komme på skattejagt i de smukke omgivelser på Hvolris.

Turen sender skattejægerne tilbage i tiden, hvor naturen var menneskenes spisekammer og gudernes bolig. Til sidst møder man selveste vølven, bindeleddet til guderne og magterne.

Skattekort kan købes i museumsbutikken under åbningsdagene i efterårsferien eller på forhånd på Viborg Hovedbibliotek.

Morfar laver træting

I ”nutiden” ved hovedbygningen træffer man ”Morfar”, der laver træting med børnene. I hans lille værksted under halvtaget kan man for eksempel lave sig et lille skib, insekthotel eller fuglefoderophæng.

Stort set alt foregår udendørs, og der er gode muligheder for at holde corona-afstand.

Jernalderliv og skattejagt tirsdag 13. – lørdag 17. oktober klokken 10.00-16.00.

Sidste års succes med skattejagt på Hvolris gentages igen i år. Vølven står igen klar til at modtage skattejægerne. Foto: Hvolris Jernalderlandsby

Kommentarer