Debatindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Er det rimeligt, at man kan forlade arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt efter et langt og hårdt arbejdsliv som for eksempel håndværker eller SOSU-assistent? 

Ja, det mener vi i Socialdemokratiet, og derfor har vi nu givet løfte om, at vi, hvis vi kommer til magten efter et kommende valg, vil sikre, at nedslidte kan forlade arbejdsmarkedet med værdighed.

Efter at regeringen og DF reducerede efterlønnen markant, er der ikke udsigt til, at efterløn er en reel mulighed for de nedslidte. Det er derfor nødvendigt, at vi finder en ny måde, hvorpå de mennesker, der har været mange flere år på arbejde end akademikerne og har haft en langt mere slidsomt arbejde, kan stoppe i tide. Det, vi oplever nu, er, at alt for mange både faglærte og ufaglærte dør, før de når pensionsalderen. Med udsigt til at pensionsalderen sættes op, øges risikoen for, at endnu flere fremover ikke vil komme til at opleve en god tid med børnebørnene. Det kan vi ikke være bekendt.

Jeg er stolt over, at Socialdemokratiet nu som det eneste parti byder ind med en konkret løsning. Der skal naturligvis forhandlinger til for at finde den rette beskrivelse af ordningen, men retningen er sat. Vi forventer, at det kommer til at koste 3 mia. kr. om året, og vi vil finansiere det ved at hæve beskatningen på aktieudbytte ud over 53.000 kr. samt ved at lade bankerne betale ca. 1,5 mia. kr. årligt af deres overskud, som i 2017 var 30 mia., så der er ligesom lidt at tage af. 

Det afgørende i ordningen er, at det skal være en ret, man har, hvis man lever op til bestemte kriterier, dermed undgår nedslidte at skulle stå med hatten i hånden eller at skulle igennem håbløse arbejdsprøvninger. 

Som nævnt er hverken det sidste komma eller punktum sat i beskrivelsen af tilbagetrækningsordningen, men nu er bolden givet op. Socialdemokratiet står fast på, at der skal findes en værdig ordning for en tidligere pension til dem, det er slidt op af at arbejde.

Kritikkerne står naturligvis i kø, især regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv. Det tager jeg roligt, måske er det en ekstra understregning af behovet for at finde en anstændig løsning, at det netop er disse ulve, der hyler højst.