Klejtrup

Kramm: Personlig, juridisk – og mobil – rådgivning i øjenhøjde

Indehaver af ’Kramm’, Ann Lindgård Petersen i sit hyggelige kontor ved hjemmet i Hvornum – med storslået udsigt over Klejtrup Sø. Men selvom det et dejligt sted, så vil juristen meget hellere ud at besøge sine kunder i deres eget hjem. Læs artiklen på modsatte side. Foto: Viborg Netavis

I Hvornum – på den anden side af Klejtrup Sø – holder en lille og næsten nystartet rådgivningsvirksomhed til. Ann Lindgård Petersen, hedder indehaveren – virksomheden kalder hun Kramm, og det er der en god grund til.

Ann Lindgård Petersen er uddannet jurist, og efter flere år med fast ansættelse hos blandt andre Statsforvaltningen Nordjylland og Aalborg Kommune tog hun for tre måneder springet og blev selvstændig på fuld tid. En beslutning hun ikke har fortrudt.

– Det har været skønt at få noget mere fleksibilietet omkring min arbejdstid, og så har jeg mange forskellige kunder, det kan jeg godt lide, fortæller juristen.

Hun bor sammen med sin mand, som er tømrer, og parrets to børn i et hus lige ned til Klejtrup sø. Den kan hun – og hendes klienter – sidde og kigge ud over fra det lille kontor, hendes man byggede til hende.

Men hun er lige så tit ude ved kunderne, og det en anden god ting ved at være selvstændig, fortæller hun.

– Jeg er helt vild med at komme ud til folk. Når man arbejder som jurist i en offentlig instans, så sidder man bag et skrivebord og har ikke ret meget kontakt med de mennesker, det egentligt handler om. Og det kan jeg godt lide – at komme om på den anden side af det skrivebord og møde de mennesker, fortæller Ann Lindgård Petersen.

Derfor har hun stor succes med at tilbyde rådgivning i folks eget hjem. Noget især ældre mennesker er meget glade for.

– Ældre kan for det første være udfordrede på mobiliteten, men det handler i endnu højere grad om, at de foretrækker en personlig samtale i trygge omgivelser. Især når det handler om delikate emner som arvespørgsmål. Det bliver simpelthen en anden snak, når vi sidder ude i deres private hjem, siger Ann Lindgård Petersen.

Kramm

Og her vender vi lige tilbage til firmanavnet.

– Jeg valgte navnet ’Kramm’, fordi det er dobbelttydigt. Jeg kan mit kram, det er jeg ikke bange for at sige højt. Og så handler kram også om omsorg. Ikke fordi jeg sådan fysisk går og krammer mine klienter – men jeg drager omsorg for, at de er trygge ved, at deres sag er i gode hænder hos mig, fortæller juristen, som også har efteruddannet sig til mediator – eller konfliktmægler, som det også kaldes.

En mediator er en trediepart, som kan gå ind og mægle, hvis uoverensstemmelser, for eksempel i en bo-delingssag, ender i konflikt mellem to parter. Mediation er en konstruktiv måde at løse sådanne konflikter på uden, at man ryger i retten med det, forklarer Ann Lindgård Petersen, som også tilbyder mediation igennem sin virksomhed.

– Som mediator kan man hjælpe folk til at få løst deres uoverensstemmelser og se fremad, i stedet for at, de ender med en dom til den ene eller andens fordel, som ødelægger al dialog, siger hun.

Testamenter og bolighandel

Uddannelserne som både jurist og mediator hjælper også til de mere ’almindelige’ jurist-opgaver, og her beskæftiger Ann Lindgård Petersen sig med to hovedområder.

– Jeg laver rådgivning om arv og testamente. Og så laver jeg bolighandler; typisk de handler der foregår uden en mægler, hvor køber og sælger kender hinanden. Dem har vi mange af herude i de små landsbyer. Her finder de selv ud af det, og så mangler de bare en til at skrive købsaftalen, fortæller hun.

I sin tid som selvstændig har hun opdaget, at der faktisk er en slags sæson for den ene eller den anden slags opgaver.

– Lige nu laver jeg rigtig mange testamenter, og i foråret lavede jeg mange bolighandler, så der er måske sådan lidt sæson for den ene eller anden type opgave, smiler Ann Lindgård Petersen.

Hun understreger dog, at hun står til disposition hele året rundt for kunder, der har brug for hendes hjælp – uanset om det handler om et testamente, en bolighandel eller konfliktmægling. Hun gør også en dyd ud af, at kunderne ved, hvor meget hendes rådgivning koster og præcist, hvad man får for pengene, når man handler med Kramm.

Kommentarer