Kvorning

Kvorning har taget hul på første fase af legepladsen

Lørdag påbegyndte frivillige fra lokalområdet gravearbejdet til den kommende legeplads i Kvorning. Der blev gravet meget jord ud, som blev kørt over og læsset af, hvor den kommende 'langdysse' skal ligge. Foto: Gitte Hagsholm 

Lørdag tog frivillige i Kvorning fat på at klargøre grunden bag forsamlingshuset, der snart forvandles til en legeplads og et nyt samlingssted for byens borgere.

Nu kan børn og andre borgere i Kvorning og omegn godt begynde at glæde sig til et nyt samlingssted i byen. De seneste ugers sol har nemlig udtørret jorden nok til, at man nu kan få klargjort arealet bagved forsamlingshuset, hvor en en flot naturlegeplads med madpakkehus og bålplads snart vil skyde op.

Den forløbne weekend var en håndfuld frivillige på pletten med maskiner for at gå i gang med at grave ud og forberede området, så Lillebjørn under Rejstrup Savværk, der skal opføre de forskellige elementer på legepladsen, kan komme i gang.

Opstarten blev ikke markeret med spadestik eller lignende, da man fra styregruppens side ønsker at respektere regeringens påbud i forbindelse med coronakrisen, men de fremmødte havde alligevel et par gode dage. hvor der også blev plads til nogle pauser med god snak og samvær – sådan lidt på afstand

Legepladsen er designet, så den indeholder nogle af Kvornings ‘vartegn’ så som langdyssen, banestien samt de landlige omgivelser med bondegårdsdyr med mere. Det hele bliver udført i træ, så det også passer ind i naturen omkring.

Finansieringen af de 330.000 kroner, legepladsen løber op i, er også på plads med tilskud fra Friluftsrådet på 40.000 og 50.000 kroner fra Nordea Fonden, mens 240.000 kommer fra Viborg Kommunens pulje til forskønnelse af mindre byer og landsbyer.

Senest har projektet i Kvorning desuden modtaget 3000 kroner fra Ringkjøbing Landbobank samt 25.000 kroner fra Sparekassen Hobro Fonden, og så har Hammershøj Teglværk sponsoreret fliser til at lægge i og omkring multihuset.

Der var også plads til en god frokostpause, hvor andre frivillige dukkede op med sandwich og forfriskninger til de hårdtarbejdende. Foto: Gitte Hagsholm

Kommentarer