Bjerringbro

Landdistriktsudvalget vil ud og møde borgerne

Mette Nielsen (S). Arkivfoto

Viborg Kommunes nye Landdistriktsudvalg vil ud og mødes med borgerne i oplandet. Derfor har man besluttet at holde udvalgets møder om aftenen ude og ude i lokalområderne.

Læs også: Erfaren chef får central rolle for Landdistriktsudvalg

Det nye Landdistriktsråd i Viborg Kommune har for nyligt holdt deres første møde, og her var der enighed om, at udvalgets fremtidige møder skal ligge som aftenmøder klokken 19.

Oprindeligt havde man – med samme argumentation – planlagt møderne til at starte klokken 16, men nu flytter man møderne til klokken 19, så alle har mulighed for at komme og deltage.

– Det er vigtigt for os  at komme ud og rundt omkring i kommunen, derfor vil vi gerne kunne mødes med de lokale borgere, som bor i de byer og landsbyer, hvor vi vil holde de fremtidige møder, og det tror vi sker bedst, hvis vi holder vores møder om aftenen, siger udvalgsformand Mette Nielsen (S).

Hun fortæller, at det er planen, at udvalget vil starte møderne med en dialog med lokale borgere med henblik på at få lokale input om både udfordringer og særlige kendetegn for de byer og landsbyer, hvor møderne afholdes.

– Derefter afvikler vi vores møder og træffer de politiske beslutninger ud fra den aktuelle dagsorden – men det betyder, at hvis der er lokale sager på – så kan man få foretræde for udvalget og nuancere sagen før den politiske behandling. Det nye er, at man kan gøre det på sin egen hjemmebane, og vi politikere får syn for sagen, hvis der er noget, som vi skal have set på i det pågældende lokalområde, forklarer Mette Nielsen.

Vidensbank

Politikerne drøftede også de kommende arbejdsopgaver for det nye udvalg, og man besluttede at få lavet en vidensbank om de forskellige lokalområder, som bogstaveligt talt er meget forskellige størrelser.

Til vidensbanken vil Landdistriktsudvalget indhente oplysninger om Viborg Kommunes byer med under 3000 indbyggere. Emner som faciliteter, vækst, byggegrunde og borgerplaner – passive og realiserede – skal give politikerne et overblik over, hvad status er på de enkelte landsbyer og lokalområder.

Det blev også besluttet, at man vil  lytte til lokale ideer, ligesom man vil understøtte samarbejder mellem lokalområderne

– Udvalget vil både understøtte den lokale udvikling og tage initiativer til at udvikle de områder, som kræver lidt ekstra substral, lyder meldingen fra Mette Nielsen.

Landdistiktsudvalget

Landdistriktsudvalget konstituerede sig ved det første møde med Mette Nielsen (S), Klejtrup, som formand og Martin Sanderhoff (S), Bjerringbro, næstformand. Øvrige medlemmer af udvalget er: Peter Juhl (K), Elo Nielsen (SF), Kim Dongsgaard (V), Kurt Johansen (V) og Johannes Vesterby (V).

Kommentarer