Viborg by

Leg og magi for børn på Hjultorvet

Der bliver spændende og eventyrligt, når børn og magiske væsener mødes i den grønne oase på Hjultorvet. Illustration: Vic Una

Fra fredag den 19. juni omdannes Hjultorvet i Viborg til en oase midt i byen, hvor børn i alle aldre har mulighed for at boltre sig i nye legeredskaber og møde magiske trolde, alfer og meget mere.

Legeoasen er et resultat af et tværgående samarbejde mellem ‘Vi er Viborg’ og Viborg Kommune om at udvikle Viborg midtby til et attraktivt resort. Samarbejdet, som støttes af Viborg Byråd, bygger blandt andet på den tankegang, at et levende byliv i kommunens hovedby er en forudsætning for, at hele kommunen fremstår attraktivt for både borgere og potentielle gæster.

Den nye legeoase rummer blandt andet minigolfbane, klatretårn, rutsjebane, legehus, sandkasse og en lille ‘skov’. Man kan desuden lege i snurretoppestole, tage et hvil i en hængekøje eller hygge sig i nogle af de opholdsmøbler, der er lavet af elever fra Nordre Skole i Viborg.

Leg og liv i byen

Det bliver formand for Teknisk Udvalg, Johannes Vesterby, der fredag den 19. juni kl. 14, åbner den magiske legeplads med et slag minigolf, og han siger forud for åbningen:

– Legepladsen er et meget konkret bevis på det handlekraftige samarbejde, vi har på Viborg-egnen. Alle involverede parter lægger fælles energi i at skabe en lille oase i byrummet med aktiviteter, der indbyder til leg, bevægelse og magi. Det bliver spændende at se, hvordan børnene tager imod idéen, og hvordan de nye aktiviteter kan være med til at skabe liv og vækst i midtbyen.

En af de øvrige partnerne i resort-samarbejdet er handelschef for Viborg Handel, Helle Sørensen, som glæder sig til den nye attraktion i midtbyen:
– At få skabt udvikling på Hjultorvet og en plads til leg for både børn og voksne i vores midtby har længe stået på vores ønskeseddel. Med den nye oase forsøger vi at slå to fluer med et smæk og har tilføjet et ekstra, meget vigtigt lag i form af en ny, spændende fortælling, som vækker fantasien hos både børn og voksne. Et twist, som vores kaospilot Lasse Hagen er mester i at lave. Alle, der har været involveret i processen omkring Hjultorvet har virkelig lagt sig i selen og gået en ekstra mil for at få tingene til at ske med forholdsvis begrænsede midler. Vi er taknemmelige for at have været involveret i projektet og glæder os til at være med til at udvikle det. Der er så meget potentiale.

Magiske turister

I december var Viborgs nissebosætningsstrategi en overvældende succes, som tiltrak alverdens nisser og rigtig mange søde børn. Derfor er strategien udvidet, så ambitionen nu også er at tiltrække magiske turister om sommeren. Det er lykkedes: En trold, en alf og en jackalope har allerede meldt deres ankomst fra 19. juni og siger, at de glæder sig til at nyde sommeren sammen med legende børn.

Senere på sommeren har flere magiske turister booket sig ind på Hjultorvet for at være en del af det magiske fællesskab i Viborg. Håbet er, at byens borgere og gæster vil hjælpe magien på vej i løbet af sommeren – f.eks. ved at pynte alfernes hjem og lave historier om magien på Hjultorvet.

Mulighederne afprøves

Foreløbig er legeprojektet et forsøg, der bl.a. skal vise, hvilke faciliteter, der kan få børn til at føle sig så velkomne og nysgerrige, at de har lyst til at blive der og lege. Parterne vil også undersøge, om legeoasen kan trække flere gæster til Hjultorvet, og om det måske lige frem kan mærkes på omsætningen.

Forsøget løber i første omgang fra 19. juni til udgangen af august 2020.

Læs mere om legeoasen og få praktiske oplysninger om bl.a. køller til minigolf, mulighed for adgang til håndvask m.v. på vierviborg.dk

Parterne bag tilblivelse og drift af legeoasen er:

  • Vi er Viborg / Viborg Handel
  • Butikkerne rundt om Hjultorvet
  • Teatergruppen Jep Skald
  • Viborg Snapsting
  • Kultur & Udvikling og Plan, Viborg Kommune

 

Yderligere oplysninger

Johannes Vesterby, formand for Teknisk Udvalg
Tlf. 30 85 89 77 / mail: jfv@viborg.dk

Helle Sørensen, handelschef, Vi er Viborg
Tlf. 27 14 37 48 / mail: hs@vierviborg.dk

Helle Graversen, byplanlægger, Plan
Tlf. 87 87 86 33 / mail: heg@viborg.dk

 

Kommentarer