Karup

Litteratur & Lækkerier til lokalområderne i Viborg Kommune

’Litteratur & Lækkerier’ er et nyt tilbud, som Viborg Bibliotekerne rykker ud med til kommunens lokalområder i 2018.

Biblioteket fortæller om de gode bøger og den litteratur, du bare ikke må gå glip af. Lækkerier og smagsprøver til ganen – kage, øl eller vin – leveres af enten Søster Lagkage eller Vin & Vin.

Det er derfor arrangementet kaldes ’Litteratur & Lækkerier’; Det er en oplevelse for både hjerne og gane.

Book et arrangement

Interesserede kan booke et arrangement til forsamlingshuset, din stue, sognegården eller måske et helt fjerde sted. Det kræver dog, at man kan samle en snes mennesker eller mere.

– Vi har på forhånd lavet fire arrangementer med indhold, som kan bookes. Men hvis du har en god ide, et ønske om et andet indhold eller måske kender en lokal lækkeri-producent, som er interesseret i at deltage, så er du velkommen til at kontakte os, fortæller Anne Sofie E. Hemdorff fra Viborg Bibliotekerne.

Snigpremiere i Karup Kultur- og Forsamlingshus

Allerede torsdag den 18. januar klokken 19-21 er der snigpremiere på tilbuddet i Karup Kultur- og Forsamlingshus, når stærke skæbner og god gin er på plakaten. Viborg Bibliotekerne giver smagsprøver på opsigtsvækkende biografier og andre godter fra hylderne, mens Vin & Vin medbringer de mest interessante gin- og tonic typer og mixer cocktails med kant og karakter.

– Vi shaker det bedste fra litteraturens og lækkeriernes verden: Gode bøger om skæve eksistenser og store personligheder tilsat smagsprøver på spændende gin typer og en god historie om gin og cocktails, siger Peter Skovmos Nielsen, medarrangør og bosat i Karup.

Entréen inklusive gin koster 70 kroner. Du kan også deltage i fællesspisning inklusive gin + 3 stykker smørrebrød med start klokken 18 til 120 kroner. Køb billetter på Viborg Bibliotekernes hjemmeside viborgbib.dk eller i SuperBrugsen i Karup.

’Litteratur & Lækkerier’ er støttet af Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje og udviklet i samarbejde med Viborg Landsbysammenslutning.

Kommentarer