Kultur

Lokal sponsor forlænger sit engagement i Søndersøløbet

Direktør Lars Olsen (tv) og sportschef Morten Erfurth giver hånd på yderligere 3 års samarbejde. Fremsendt foto

Revisionsfirmaet Lars Olsen A/S fortsætter sit engagement i Søndersøløbet i yderligere tre år. Parterne er blevet enige om at forlænge samarbejdet, og dermed er revisionsfirmaet fortsat med til at sikre en fremragende løbedag den sidste tirsdag i maj måned.

– Vi er rigtigt glade for at være en del af Søndersøløbet. Det betyder meget for os, at Søndersøløbet har udviklet sig til en løbefest med en bred vifte af løbsoplevelser alt efter alder og ambitionsniveau. Søndersøløbet er en del af Viborgs DNA og alle kan være med, fortæller direktør Lars Olsen.

Søndersøløbet forventer igen i år, at mere end 5.000 løbere og et tilsvarende antal publikum vil være en del af løbefesten. Festen starter traditionen tro med løb for førskolebørn og slutter med aftenens hovedløb, hvor lokale virksomheder kan udfordre hinanden via Firmadysten.

– Vi sætter stor pris på opbakningen og ser frem til at fortsætte vores fortrinlige samarbejde med Revisionsfirmaet Lars Olsen i de kommende tre år, hvor vi blandt andet via Firmadysten vil have fokus på at få endnu flere af Viborgs borgere til at være med, fortæller Idrætsrådets sportschef Morten Erfurth.

Søndersøløbet er Viborgs ældste løb og blev tilbage i 1910 løbet for første gang. Løbet forgår altid den sidste tirsdag i maj måned, og det byder altid på et utal af personlige sejre og familiære dyster om håneretten resten af året.

Kommentarer