Ravnstrup

Lokaldysten blev skudt godt i gang i Ravnstrup

Se billedserie Onsdag aften var der premiere på Lokaldysten 2018. Foto Viborg Netavis

Onsdag aften var der premiere på sjette udgave af Lokaldysten. Det foregik i Ravnstrup, som er med for fjerde gang.

Et sted mellem 50 og 60 Ravnstrupborgere i alle aldre var onsdag aften troppet op ved det grønne areal på Gårsdalvej for at gå, løbe og cykle kilometer ind til Lokaldysten.

Solen skinnede fra næsten skyfri himmel, og der var en god stemning blandt deltagerne, de mange frivillige og de, der ‘bare’ var kommet for at heppe.

Det er forsamlingshuset, som for 4 år siden fik Ravnstrup meldt til Lokaldysten, og siden man for to år siden fik genetableret borgerforeningen, har de to foreninger arbejdet sammen om arrangementet. Det betyder meget for byen, mener Elinor Pedersen, der er kasserer i forsamlingshuset.

– Det skaber bare et godt sammenhold her i byen at mødes til dette her. Det synes jeg også afspejler sig i den store spredning i alder blandt deltagerne, mener hun.

Artiklen fortsætter under billedet….

Lokaldysten skaber også relationer mellem landsbyerne, da der altid er kontrollanter fra en anden landsby med. Her er det Ghita Rasmussen (tv) fra Vammen, som assisterer Bente Dahl og hunden Chico ved posten på den lange gårute. Foto Viborg Netavis

Børnene gav den fuld gas

Elinor Pedersen er særligt begejstret for de mange børn, der deltager – især på cykelruten i år.

– De små burde faktisk have to elastikker for hver omgang med alle de tråd, de skal tage på deres små cykler, griner hun.

– Jeg var selv ude på cykelruten, og man kunne se, at børnene simpelthen var så stolte over at få lov at cykle alene på vejen denne ene aften om året.

Artiklen fortsætter under billedet….

Børnene leverede en imponerende indsats til Lokaldysten. Elinor Pedersen synes, de burde have haft to armbånd for hver runde med de mere en dobbelt så mange tråd, de skulle klare på deres små cykler. Foto: Viborg Netavis

Mange tilflyttere

Der var også mange på gåruten, og Elinor Pedersen bemærkede, at flere af landsbyens nytilflyttere dukkede op.

– Vi har mange ældre mennesker i byen, og de har måske ikke lige benene til at bidrage til kilometerne, men så er det jo dejligt at se, at nogle af vores nye borgere dukker op; nogle bare for at kigge, andre gik med på ruten. Men det er også en en superhyggelig og afslappet måde at mødes på, mener hun.

Efter to timers vandring, løb og cykling var det tid til almindelig hyggeligt socialt samvær over en øl eller vand og en grillpølse.

Artiklen fortsætter under billedet….

Ravnstrups helt egen ‘grisehandler’, Carlo, søger hvert år for gode, velsmagende grillpølser, når folk er færdige med at løbe, cykle og gå til Lokaldysten, og der bare skal hygges. Foto: Viborg Netavis

I morgen, fredag, er det i Rødding, Lokaldysten løber af stabelen.

Hele køreplanen

  • 18. maj Rødding
  • 24. maj Hvam
  • 25. maj Knudby
  • 28. maj Vammen
  • 30. maj Karup
  • 31. maj Ørum
  • 1. juni Rødkærsbro
  • 6. juni Løvel
  • 7. juni Løgstrup
  • 8. juni Kjeldbjerg
  • 13. juni Ulbjerg
  • 14. juni Mammen
  • 15. juni Vejrumbro
  • 18. juni Skals

Følg med på Lokaldystens facebookside

Kommentarer