Samfund

Midtjyderne er med god grund bekymret for ubudne gæster i hjemmet

Arkivfoto

Julen står for døren, og traditionen tro betyder det også flere indbrud i de danske hjem. Knap hver tredje dansker vælger at dulme bekymringen med et alarmsystem, men ifølge Låsesmede Foreningen er det langt fra tilstrækkeligt. Heldigvis er gode råd ikke dyre.

Antallet af indbrud stiger altid voldsomt i årets sidste kvartal, og alene fra den 20.-26. december sidste år var der ifølge Rigspolitiet 760 indbrud på landsbasis i private hjem.

Generelt har rigtig mange danskere oplevet at komme hjem fra ferie eller julebesøg og opdage, at der har været ubudne gæster. Og danskerne frygter da også at miste elektronik, møbler og arvestykket til en indbrudstyv. En ny og omfattende undersøgelse foretaget af Norstat for Låsesmede Foreningen viser, at hver tredje dansker bekymrer sig om indbrud, når de er væk hjemmefra i længere tid, og at hele 57 procent finder tryghed i at tyverisikre deres hjem.

Selvom juleindbrud sidste år blev anmeldt af 760 indbrud danskerne mellem den 20. og 26. december, så er antallet heldigvis nedadgående (1.205 i 2015 og 1.633 i 2013). Alligevel er Danmark stadig et af de lande i Europa, hvor der sker flest indbrud i forhold til antallet af indbyggere.

Undgå juleindbrud – gode råde fra låsesmedene

Låsesmede Foreningen giver her de bedste råd til, hvordan du kan sikre hjemmet mod indbrudstyvene. Og selvom rådene ifølge Gert Mejlshede, næstformand i Låsesmede Foreningen, ikke nødvendigvis er ny viden for alle, savner han et større fokus på den mekaniske tyverisikring.

Flere og flere anskaffer sig blandt andet alarmsystemer, fordi de mener, at det bedst holder ubudne gæster for døren. Det angiver hele 31 procent af de adspurgte danskere i undersøgelsen, men det kunne ikke være mere forkert, lyder det fra Gert Mejlshede.

– Det er et alarmerende tal, at så mange udelukkende fokuserer på at installere alarmsystemer og glemmer den mekaniske sikring af døre og vinduer. Det er trods alt døre og vinduer, der skal holde indbrudstyven ude, mens alarmerne først går i gang, når skaden er sket, og tyven er indenfor. Det er ikke ensbetydende med, at vi skal glemme de elektroniske værktøjer. Alarmer er drønsmarte, og jeg ville ikke have et hjem uden, fortæller han og fortsætter:

– Men det er uheldigt, at der er blevet skabt et billede af, at alt hvad der er elektronisk og smart også er godt og sikkert, for det bidrager til en falsk tryghed.

Låsesmede Foreningen har fire helt konkrete råd til de mange danskere, der ikke ønsker at vende hjem fra juleferie til et gennemrodet hus:

1. Søg hjælp hos naboen

Forskning viser, at effektiv nabohjælp kan forhindre hvert fjerde indbrud i private hjem. Tag en snak med naboen om, hvem der er hjemme i julen hvornår og aftal, hvordan I bedst kan hjælpe hinanden. Få ex naboen til at tømme din postkasse, så der ikke stikker post ud af brevsprækken, eller få naboen til at parkere sin bil eller cykel i din indkørsel. Jo mere liv, der ser ud til at være, jo større er sandsynligheden for, at indbrudstyven ikke tør tage satset.

2. Sørg for, at dine vinduer og døre er fornuftigt aflåst

De fleste indbrud sker gennem vinduet. Undersøgelser viser faktisk, at hele 37 procent af alle indbrud i private hjem sker via et vindue. Det er derfor vigtigt, at dine vinduer er i solid stand, så de er svære at bryde op – særligt de vinduer, der vender væk fra vejen, og som er oplagte for tyven at bryde ind igennem. Det samme gælder dine døre, som tyven ofte bruger som flugtvej. Indbrudstyven er på jagt efter svage punkter i din bolig, hvor det er nemt at komme ind og ud. Men jo sværere, det er for tyven at bryde ind, jo mere bliver han stresset på tid, hvilket øger sandsynligheden for, at han giver op igen.

3. Installer belysning, der tænder og slukker automatisk

Skab en illusion om, at der er nogen hjemme ved hjælp af belysning, der tænder og slukker automatisk. Det gælder både udendørs belysning, men især også indendørs i de mørke timer her i julen. Det kan have en afskrækkende effekt for indbrudstyven, men det er vigtigt, at lyset tænder og slukker i så naturligt et flow som muligt.

4. Suppler med en alarm

En tyverialarm kan være et godt supplement til de øvrige sikringsforanstaltninger som gode låse og forstærkning af vinduer og døre. En alarm tiltrækker opmærksomhed, hvilket vil stresse tyven, så han går mindre grundigt til værks af fare for at blive opdaget. Men det er ikke nok alene at installere alarm i stueetagen. Såkaldte klatretyve er nemlig et voksende problem, der ofte finder stiger hos naboen til at bryde ind hos ofrene.

Fakta fra undersøgelsen

32 procent i Region Midtjylland er meget eller delvist bekymret for indbrud, når de forlader hjemmet i længere tid.

52 procent i Region Midtjylland angiver, at tyverisikring er meget eller delvist afgørende for, at de føler sig trygge i deres hjem.

36 procent i Region Midtjylland mener, at alarmsystemer er det vigtigste i tyverisikring af boligen.

Kommentarer