Debat og politik

Nærværende ledelse er afgørende

Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre. 

Som de fleste andre blev jeg dybt rystet over at se TV2 udsendelse med skjulte optagelser fra to plejehjem i Østjylland. To gamle og plejekrævende medborgere blev behandlet med en total mangel på respekt og medmenneskelig omsorg.

Hvordan kan det gå så galt? 

Vi har en lovgivning, der klart pålægger kommunerne at levere den fornødne hjælp og pleje til ældre medborgere på en respektfuld og omsorgsfuld måde – med udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Og kommunerne har generelt omsat lovgivningen til lokale servicemål, kvalitetsstandarder samt klare mål og  retningslinjer for de enkelte plejehjem. Dertil kommer, at personalet i ældresektoren generelt er veluddannet og fagligt kompetent.  

Vi har altså er godt og solidt fundament for at tage godt vare på de ældre medborgere med hjælp behov. Hvad er så galt? Problemet bunder i mangel på ressourcer lyder det straks og som en automatreaktion fra nogle politikere – primært fra den røde side af salen. Jeg kan ikke udelukke, at der savnes ressourcer på enkelte plejehjem og at det kan medføre stress hos nogle medarbejdere. Men det undskylder under ingen omstændighed den komplet uacceptable behandling af hjælpeløse medmennesker, der kom til udtryk i udsendelsen. 

Efter min klare opfattelse bunder problemet i fravær af synlig og nærværende ledelse. Fra mine mange år som leder i Forsvaret ved jeg, at lederens vigtigste rolle er aktivt og vedvarende at præge medarbejdernes tilgang, holdning og moral I forhold til opgaverne. Ikke mindst når det handler om mennesker. Lederen skal straks gribe ind, hvis der sløses eller sker et skred i moralen. Desværre er den offentlige sektor ofte præget af mangel på synlig og kompetent ledelse med deraf følgende nedsat effektivitet. Det skal der rettes op på. Lad os samle kræfterne om at styrke den uundværlige ledelse i den offentlige sektor, herunder ikke mindst i ældre- og plejesektoren, hvor menneskelighed altid skal være i højsædet. Nærværende ledelse er afgørende.

Kommentarer