Tange

Naturens Dag på og omkring Energimuseet

Foto: Energimuseet

Energimuseet inviterer i år, for første gang, til Naturens Dag søndag den 10. september.

Duft til den friske september luft, oplev livet i Gudenåen og betragt de forskellige fisk eller studér skovbundens vilde liv og sære planter på tæt hold. Det er blot en del af de oplevelser man kan få, når naturen holder åbent hus med en masse spændende oplevelser søndag den 10. september.

På Energimuseet kan hele familien gå på opdagelse i naturens mangfoldighed. Dagen starter klokken 10.00 med at der tændes bål i Energihaven, og så er hele dagen afsat til spændende aktiviteter i og omkring Energimuseet, hvor man bl.a. kan se, om man kan finde en del af de mange dyr og planter som findes på det store område.

Oplev mangfoldighed i naturen

Temaet for Naturens Dag er i år ”Mangfoldighed i naturen”. Den danske natur er mangfoldig på grund af det mylder af liv, som findes overalt, i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende. Men naturen er også mangfoldig, fordi mange forskellige mennesker bruger den, lever i den og lever af den.

Børn er mindre i naturen

Uden konkrete naturoplevelser mister børnene følelsen af samhørigheden med naturen og forståelsen af, at naturen er vores livsgrundlag. Derfor er det alvorligt, at en Gallupundersøgelse fra 2015 viser, at næsten halvdelen af de danske forældre til børn i alderen 5-12 år ikke mener, at deres børn kommer nok ud i naturen. Computer, tv og dårligt vejr er blandt nogle af forhindringerne.

Kommentarer