Skjern

Nørreå Børnehus hejser Det Grønne Flag for tredie gang

Se billedserie Klima- og miljøformand i Viborg Kommune, Stine Damborg Hust, var onsdag på besøg i Nørreå Børnehus, som for tredie år i træk kan hejse Friluftsrådets Det Grønne Flag. Foto: Viborg Netavis

Onsdag var Klima- og miljøformand i Viborg Kommune, Stine Damborg Hust, på besøg i Nørreå Børnehus i Skjern. Anledningen var, at institutionen for tredie år i træk kan hejse Det Grønne Flag.

Under en skyfri himmel var børn, pædagoger og familiemedlemmer onsdag formiddag samlet i Nørreå Børnehus’ hyggelige have for at fejre, at man for tredie år i træk kan hejse Det Grønne Flag.

Det er Friluftsrådet, som tildeler flaget til institutioner, der arbejder målrettet og systematisk med med Grønne Spirer, som er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for børneinstitutioner og dagplejere. Med ordningen ønsker man at støtte og synliggøre institutionernes arbejde for en grønnere hverdag for deres børn.

Grønne Spirer er en rød tråd

For Nørreå Børnehus er Grønne Spirer blevet et redskab til at holde et fokus på arbejdet med naturen, som institutionen er rundet af. Det forklarer leder af Børnehuset, Didde Møller.

– Fra starten har naturen altid været en rød tråd i vores arbejde med børnene. Med Grønne Spirer har vi fået et redskab til at arbejde mere konkret og målrettet med naturen, fortæller hun og tilføjer, at de med Det Grønne Flag får anderkendelse for arbejdet og samtidig har mulighed for at signalere udadtil, at man har netop det fokus.

I sin velkomst rettede hun en særlig tak til personalet i vuggestue og børnehave.

– Indsatse,der er gjort, og den stolthed, som personalet tillægger udførelsen af ders arbejde, er helt særlig. Det har jeg oplevet med blandt andet arbejdet med Grønne Spirer, sagde hun blandt andet og delte buketter ud til flere af dem.

Regnormehoteller

Pædagogisk assistent, Annette Middelhede Smed, fortalte malende om børnenes arbejde med naturen; om regnormehoteller, vind i poser, ild og vand, fisk, affaldssortering, fællessang og fællesskab og meget mere.

En fortælling som imponerede formand for Klima- og Miljøudvalget, Stine Damborg Hust, der var inviteret til at hejse Det Grønne Flag.

– Det er et helt specielt sted, I har her, og det er fantastisk at høre om jeres sjove og spændende forløb med regnormene. Jeg har aldrig hørt om regnormehoteller før, sagde hun og fremhævede også, at børnenes naturoplevelser vil gavne dem videre i livet.

Til slut ønskede hun Børnehuset tillykke med Det Grønne Flag, som hun herefter hejste med hjælp fra en dreng fra børnehaven.

Efter taler, sang og flaghejsning blev en masse grønne balloner sendt op i luften vedhæftet  fortællinger om Børnehusets arbejde med Grønne Spirer. Det gjorde man også sidste år, og her fik man lang tid efter en hilsen fra Sverige, hvor nogle havde indfanget én af ballonerne.

Så i år er man spændt på, om der er nogle ude i verden, der også finder en vildfaren, grøn ballon fra Børnehuset ved Nørreåen i Danmark.

Kommentarer