Livsstil og forbrug

Nu kan du hente biblioteksbøger hos Søster Lagkage

Savner du også dit bibliotek her i perioden, hvor meget er lukket ned? Så er der godt nyt. Fra på mandag kan du nemlig bestille en pose fyldt med gode bøger, håndplukket af Viborg Bibliotekerne. Posen kan du efterfølgende hente hos Søster Lagkage. Konceptet kalder de Take Away Bøger

Imens flere tusinde borgere i Viborg Kommune bekæmper COVID-19 ved at holde afstand og blive hjemme, imødekommer Viborg Bibliotekerne nu den store efterspørgsel på bøger og læseoplevelser. På mandag lancerer en ny bogservice – Take Away Bøger – i samarbejde med konditoriet Søster Lagkage i Viborg.

Fra mandag den 30. marts kan alle borgere i Viborg Kommune bestille en bogpose, som skal afhentes hos Søster Lagkage. Samarbejdet er et direkte resultat af den stigende efterspørgsel, der har været på bøger og litteratur, siden Viborg Bibliotekerne lukkede i uge 11.

Efterspørgslen på de fysiske bogudlån har været ekstra stor med daglige henvendelser fra borgere på telefon, mail og sociale medier, fortæller siger Biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen.

– Vi oplevede straks massiv interesse for at låne bøger, da den landsdækkende hjemmekarantæne blev en realitet. Derfor er vi rigtig glade for at kunne lancere Take Away Bøger til borgerne, så vi forsat står til rådighed og hjælper alle med at få en god bog i hånden, siger hun.

Fra bogreolen til borgerne

Alle borgere i Viborg Kommune har fra mandag 30. marts mulighed for at bestille en bogpose med litteratur udvalgt af Viborg Bibliotekernes medarbejdere. Bestillingen sker på hjemmesiden www.viborgbib.dk. Man kan bestille højest 10 bøger ad gangen. Borgeren modtager en bekræftelsesmail med dato og tid, når bogposen er klar til afhentning. 

Så henter man bøgerne inden for fem dage hos Søster Lagkage på adressen Gravene 43, 8800 Viborg. De udlånte bøger skal først afleveres tilbage, når Viborg Bibliotekerne igen åbner for offentligheden. 

Man medbringer sit bestillingsnummer ved afhentning af bogposen. Hvis bøgerne ikke afhentes inden fem dage, sendes de retur til Hovedbiblioteket.  

For at bestille bogposerne skal man være oprettet som bruger på Viborg Bibliotekerne. Er man endnu ikke oprettet som bruger, kan man tilmelde sig ved at anvende NemID på Viborg Bibliotekernes hjemmeside. 

Idéen med Take Away Bøger bliver varmt modtaget af Vikki Clausen, der er konditor og ejer af Søster Lagkage.

–  Vi synes, at det er en rigtig god idé, og vi vil gerne støtte op om litteraturen i lokalsamfundet. Der er ikke noget så godt som en god kop kaffe og en bog til at garantere hyggen – særligt i disse tider, siger hun.

Bøger i karantæne inden udlån 

Viborg Bibliotekerne følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og sikkerhed. Bibliotekarerne spritter hænder af mellem hver bogpose, ligesom arbejdsstationerne sprittes af minimum to gange dagligt. 

Ved håndtering af bøgerne har bibliotekarerne handsker på, og bogposerne lukkes helt til med tape. 

Når bogposen er pakket og har stået i karantæne i 48 timer, er de klar til afhentning hos Søster Lagkage.

– Det er førsteprioritet for Viborg Bibliotekerne at borgernes sikkerhed er i top. Vi har skruet helt op for alle sikkerhedsforanstaltninger, så det bliver muligt at nyde en god bog i hjemmets trygge rammer, fortæller Biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen.

Ordningen starter fra på mandag 30. marts. I helligdagene i påsken holder Take Away Bøger lukket for bestilling, men eller forventes tilbuddet at fortsætte, indtil Viborg Bibliotekerne åbner igen.

Søster Lagkage har åbent mandag til fredag klokken 7.30 til 17 og lørdag klokken 7.30 til 16.

Kommentarer