Hammershøj

Nye lejeboliger på vej i Hammershøj 

JT Bolig Aps, som er stiftet af Jørgen og Brian Thomassen, der også ejer JT Biler, opfører henover sommeren tre mindre lejeboliger på ’grottegrunden’ i Hammershøj. Ønsket er at få en pænere by samt at skabe nogle gode boliger til nogle af byens mange seniorborgere, som ønsker at flytte ud af deres gamle hus. Foto: Gitte Hagsholm

Lokal bilforhandler har stiftet et boligselskab har købt ‘grottegrunden’ i Hammershøj af Viborg Kommune. Her bliver snart opført tre lejeboliger målrettet byens seniorer.

Hammershøjborgerne kan snart se frem til et ‘ansigtsløft’ i den østlige del  af byen. Jørgen Thomassen, der ejer driver JT Biler sammen med sønnen Brian, har nemlig slået sig på ejendomsmarkedet.

Far og søn har sammen stiftet firmaet, JT Bolig Aps, og nu vil de opføre tre lejeboliger på ‘grottegrunden’, som de har købt af Viborg Kommune.

– Jeg blev bare træt af at se den tomme grund, der efterhånden har ligget og vokset til i en del år. Det ser træls ud i bybilledet, og kommunen har ikke gjort noget for at få den solgt. Derfor besluttede vi at gøre noget ved det, fortæller Jørgen Thomassen.

De bød ind på grunden allerede for et års tid siden, selvom den officielt ikke var sat til salg. For nylig godkendte byrådet så salget af grunden, som JT Bolig Aps overtager 1. april.

– Vi har fået lov til at starte langsomt op med at rydde grunden, og det har vi brugt en hel del tid på, ligesom vi også skulle have styr på forsyning af vand, varme og el samt kloakering med mere ind til boligerne, siger Jørgen Thomassen.

Projektet består af tre arkitekttegnede, sammenhængende lavenergihuse i ét plan, på henholdsvis 98 og 108 kvadratmetersom – det største i midten – som opføres af MK Huse, der blev valgt efter grundig research.

– Vi har været rundt at se på forskellige byggeprojekter og indhentet forskellige tilbud. Det her er jo nyt for os, så vi har brugt en del tid på at sætte os ind i, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der egner sig til det, vi gerne vil frem til, fortæller Jørgen Thomassen.

Lige nu går de og venter på byggetilladelsen, så de kan komme i gang.

– Jeg forventer, vi får tilladelsen i løbet af nogle uger, og så håber jeg, vi kan komme i gang med at bygge her sidst på foråret., siger han.

Seniorboliger

Udover ønsket om at gøre byrummet pænere at se på, så er formålet med byggeprojektet også at få lavet nogle boliger for byens ældre borgere.

– Vi har mange seniorer i Hammershøj og omegn, som gerne vil ud af deres store huse og ind i noget mindre, der passer til to personer, og der har vi bare ikke ret meget at byde i Hammershøj, siger Jørgen Thomassen og tilføjer:

– Jeg synes, det er træls, når nogle af vores ældre borgere, som har boet hele deres liv i Hammershøj, bliver nødt til at flytte til Ørum for at få en mindre bolig, fordi de ikke kan finde noget her i byen.

Han fortæller, at JT Bolig også havde nogle af udstykningerne på Jernbanegade i kikkerten.

– Men det var helt håbløst, der er lavet en lokalplan med krav til byggeriet, som slet ikke passede ind i vores tanker, så det droppede vi ret hurtig. Kommunen var hverken til at hugge eller stikke i, fortæller han.

I stedet holdt han og sønnen fast ved den første indskydelse med ‘grottegrunden’, og det har han til gengæld store forventninger til.

– Det bliver rigtigt godt, det er jeg sikker på, og vi glæder os bare til at komme i gang, lyder det.

Jørgen Thomasen vil heller ikke afvise, at det bliver det eneste projekt, JT Bolig kaster sig over.

– Nu skal vi lige gøre os nogle erfaringer med byggeriet på Randersvej, og så må vi se, om vi har mod på mere – eller om der kommer flere udstykninger i byen, lyder meldingen.

Kommentarer