Ørum

Ørum fik en flot debut i Lokaldysten

Se billedserie Omkring 400 deltog i Lokaldysten i Ørum, som var med for første gang i år. Og stemningen i løbet af aftenen var lige præcis så hyggelig, som Gitta Hedegaard og resten af styregruppen havde håbet på. Foto: Viborg Netavis

Der var massiv opbakning fra borgerne, da Ørum torsdag i sidste uge var med i Lokaldysten for første gang. Anslået deltog omkring 400 borgere, hvilket oversteg alle forventninger.

Torsdag aften 31. maj var Lokaldysten nået til Ørum, og her var der på forhånd spænding om, hvor mange, der ville dukke op og deltage i arrangementet, som Ørum deltog i for første gang.

Man havde på forhånd gjort et godt forarbejde med at markedsføre arrangementet lokalt, og det gode vejr var bestemt heller ingen hindring. Alligevel kom den enorme tilslutning på knapt 400 deltagere en smule bag på primus motor for arrangementet, Gitta Hedegaard.

– Vi havde slet ikke sat stole og borde nok op til de mange, der blev hængende efter dysten. Men det er jo bare positivt, fortæller hun.

Det overordnede mål med at deltage i Lokaldysten var netop at styrke fællesskabet på tværs i byen, og det syntes Gitta Hedegaard lykkedes rigtigt godt.

– Jeg har talt med folk, der var ude på gå-ruten, som fortalte, at de havde snakket med folk fra byen, de ikke havde talt med før, fortæller hun og nævner også de mange deltagere på cykelruten, som foruden de ’professionelle’ cykelryttere, der fyldte godt i deltagerskaren, havde mange motionscyklister i alle aldre, som hyggede sig sammen.

Artiklen fortsætter under billedet…..

Selv de helt små børn deltog i Lokaldysten i Ørum sidste torsdag – de fleste små børn på gå-ruten sammen med deres forældre. Her får Ida Marie og lillebror Carl Emil armbånd af kontrollanterne fra Rødding, Inga (tv) og Trine. Foto: Viborg Netavis

Hygge bagefter

Efter dysten var der hyggelig sammenkomst med grillpølser, kolde drikke, kaffe og kage samt hoppeborg til børnene, hvor siddepladserne som nævnt var for knappe, fordi rigtigt mange blev hængende og hyggede; men det var et luksusproblem, lyder meldingen.

Viborg Kommune havde suppleret med musikunderholdning ved ’Kultur-Anders’ og klovnen Luni Smil, som legede med børnene. Der herskede nærmest en hyggelig stemning af havefest – helt i ånd med forhåbningerne.

– Vi er meget tilfredse med afviklingen, af det hele. Det gik bare så godt, og der var virkelig bare en god stemning til Lokaldysten. Vi er i styregruppen også enige om, at det skal vi helt klart være med til igen til næste år, siger Gitta Hedegaard, som håber, at ligeså mange vil bakke op, når Open by Night løber af stabelen på fredag.

– Nu har folk i hvert fald noget mere at snakke om, smiler hun.

Kommentarer