Over 350 børn og voksne på naturskattejagter i weekenden

Weekendens store tilslutning til Naturskattejagter ved Hjermind og Bjerringbro betyder, at der nok kommer til at ske noget lignende i efterårsferien. Fremsendt foto

Arrangørerne af weekendens Naturskattejagter omkring Bjerringbro er meget begejstrede for tilslutningen, hvor der i løbet af den netop overståede weekend har været mere end 350 børn og voksne i skoven for at lede efter skatten.

På de to ruter i Egeskoven i Bjerringbro og i Hjermind Skov lidt uden for Bjerringbro har der været markerede skattejagtruter med svampe, troldespor, fugle, slanger og myrer. Børnene og deres forældre har på ruten i Egeskoven, der primært var for de mindste børn, også undervejs kunnet løse forskellige opgaver om naturformidling og bevægelse. Ruten i Hjermind Skov var mere af off-piste karakter, og man var på skattejagt langt inde i skoven og blev udfordret på både udholdenhed, iagttagelsesevne og stedsans.

– Det har været perfekt vejr til en skovtur, det var tørvejr og skyggen i skoven gjorde det svalt at gå rundt på ruterne. Dog krævede ruten i Hjermind en del fysisk bevægelse, så helt uden sved på panden gik det vist ikke, fortæller børnekulturkonsulent Rikke Skovsbo fra Viborg Bibliotekerne.

Naturskattejagterne er arrangeret i samarbejde mellem Naturskolen, Sundhedscenter Viborg samt Viborg Bibliotekerne og desuden har også Bjerringbro Idrætsforenings gåklub medvirket i planlægningen.

– Vi regner med at samarbejdet omkring naturskattejagter fortsætter også til efterårsferien, hvor der traditionelt set har været stor succes med skattejagter i naturen omkring Viborg, slutter Rikke Skovsbo, som håber på, at publikum vil tage ligeså godt imod det nye skattejagtskoncept til efteråret, som de har gjort i denne weekend i Bjerringbro.

Kommentarer