Mollerup

Robyn Stapleton i Mollerup

Robyn Stapleton er en af de mest fremtrædende folkesangere i Skotland.

Fredag den 21. april kan Mollerup Kultur-og Forsamlingshus slå dørene på for en hel unik musikoplevelse. Det er den skotske Robyn Stapleton Trio, der gæster byen.

Robyn Stapleton har modtaget flere store priser i sit hjemland, og er én af de mest fremtrædende folkesangere i Skotland. Hun synger traditionelle skotske og irske sange på både engelsk, keltisk og gælisk. Robyn er beskrevet som havende en af de fineste stemmer i skotsk musik med en enestående ren tone, vidunderlig stemmekontrol og en særlig indlevelse og følsomhed for de traditionelle sange, hun synger.

På guitar spiller Innes White, en ung skotsk guitarist, pianist og sanger, der har turneret internationalt og i Skotland. Innes har studeret musik i Catalonien, og har spillet sammen med blandet andet den verdenskendte violinist John McCusker. Innes White blev i 2016 nomineret som “Årets Instrumentalist” ved Trad Awards i Skotland.

På accordion og irsk fløjte spiller Rune Barslund, en af de mest fremtrædende folkemusikere i Danmark. Rune har været frontmand i den “irske” trio Kasir gennem 12 år, med hvem han har udgivet to anmelderroste CD’er. Rune er uddanner på konservatoriets folkemusiklinie i Odense, og har desuden boet og studeret i både Irland og Finland.

Bestyrelsen i Mollerup Kultur- og Forsamlingshus opfordrer på det kraftigste medborgere til at benytte sig af denne enestående mulighed for en fantastisk musikoplevelse.
Koncerten begynder klokken 20.00. Dørene åbnes klokken 19.30. Billetterne sælges ved forsalg på tlf. 2494 2302 senest den 20. april.

Kommentarer