Debat og politik

S-løfte om 1000 nye sygeplejersker

Debatindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Sundheds- og Ældreudvalget for Socialdemokratiet.

1000 nye sygeplejersker, så der bliver mere tid til pleje og omsorg på hospitalsgangene. Det er det løfte Socialdemokratiet giver i et nyt sundhedsudspil, som vi løfter den første flig af i denne uge.

Ét af de største problemer i sundhedssektoren er mangel på tid. Stressede sygeplejersker og social- og sundhedsmedhjælpere og –assistenter, der ræser af sted fra de møder til de går. Vi hører om mange sygeplejersker, der dagligt går hjem fra arbejde uden at være tilfredse med deres egen arbejdsindsats, fordi de ikke har nået det, de gerne ville, eller fordi de har måttet give for meget køb på den kvalitet, de kunne have ydet over for den enkelte patient. Flere beretter nu om flovheden over at måtte kigge væk, når de går forbi patienter, der f.eks. ligger på gangene.

Der er stor risiko for, at blandt andet sygeplejersker forlader deres job på de offentlige sygehuse og søger andre steder hen, når arbejdsvilkårene er så problematiske, og det er bestemt ikke det, vi har brug for. Vi håber, at vi med de 1000 nye sygeplejersker kan forbedre forholdene, så de kommer tilbage og bliver på sygehusene.

Det socialdemokratiske løfte er i skærende kontrast til et folketingssvar fra finansminister Kristian Jensen (V), som forudser, at der vil være 1000 færre sygeplejersker frem mod 2025. Patienter er så kort tid på sygehusene nu, at nærværende pleje og omsorg er af afgørende betydning. De seneste år er der kommet 50.000 ekstra patienter ind på sygehusene, mens antallet af ansatte er faldet i årene 2015-17. Det er klart, at det giver travlhed på gangene og sygestuerne. Det må enhver kunne indse.

Forleden morgen blev jeg foran Christiansborg mødt af en ung sygeplejerskestuderende. Hun fortalte mig, at der desværre er et frafald på sygeplejerskeuddannelsen på ca. 24 % på landsplan. Det skyldes ikke mindst, at de studerende i deres praktikperioder på sygehusene møder et personale, der har så travlt, at de ikke har tid til at vejlede og undervise de studerende tilfredsstillende.

De 1000 nye sygeplejersker skulle gerne give såvel de kommende som de nuværende sygeplejersker lyst og mod på at blive i det offentlige sundhedsvæsen. Der er brug for dem alle sammen.

Kommentarer