Bjerringbro

“Sammenhængskraften – den skal I længere ud på landet med!”

Løvskalhus i Løvskal danner ramme om et vælgermøde arrangeret af Viborg Landsbysammenslutning 14. september. Arkivfoto

“Sammenhængskraften – den skal I længere ud på landet med!”. Sådan lyder overskriften, når Viborg Landsbysammenslutning om 14 dage inviterer til vælgermøde med partiernes spidskandidater.

Nedtællingen til det kommende kommunalvalg er så småt ved at gå i gang. Viborg Landsbysammenslutning inviterer derfor til vælgermøde 14. september, hvor der stilles skarpt på politikernes planer for landsbyer og lokalområder i kommunen.

Viborg Kommune er en landkommune, hvor 60 procent af kommunens indbyggere er bosat uden for Viborg by.

Med vælgermødet 14. september ønsker Viborg Landsbysammenslutning derfor at sætte fokus på de opstillede kandidaters visioner for Viborg Kommunes opland, som rummer store ressourcer og samtidig
står overfor store udfordringer.

Spidskandidater i panelet

Viborg Landsbysammenslutning er lykkedes med at få spidskandidaterne for de fleste opstillede partier og lister med i panelet til vælgermødet 14.september.

Panelet vil således bestå af:

Socialdemokratiet: Per Møller Jensen, Dansk Folkeparti: Lone Langballe, Venstre: Ulrik Wilbek, Enhedslisten: Robert Demény, Liberal Alliance: Johann Winther Rasmussen, Alternativet: Stine Isaksen, Det Radikale Venstre: Børge Knudsen, Socialistisk Folkeparti: Elo Nielsen, Det Konservative Folkeparti, Torsten Nielsen, Kristendemokraterne: René Kjær og Kommunelisten Viborg: Jan Hagerup.

– Vi er glade for at alle opstillede partier og lister har takket ja til at deltage. Og vi noterer med tilfredshed at flere spidskandidater er blandt deltagerne, siger formand for Viborg Landsbysammenslutning, Lone Kastberg.

Målet er, at få en god debat om de forskellige fokuspunkter ud fra oplæg samt spørgsmål fra forsamlingen, oplyser  hun.

Fokus på landdistrikterne

Viborg Landsbysammenslutning har i forvejen lagt op til, at politikerne skal forholde sig til følgende emner:

• Hvad er dine/jeres visioner for udviklingen i landdistrikterne de næste 4 år?

• Viborg Kommune havde en Landistriktspolitik fra 2011-2015. Hvilke områder vil du/I prioritere i
en ny Landistriktspolitik?

• Hvordan kan man skabe lokal opbakning til udviklingen og hvordan holder man liv i de lokale
ildsjæle? Hvad er byrådets rolle i den opgave?

– Vi trænger til en frisk og åben debat om, hvad vores politikere vil med det store opland, der omkranser Viborg by, og hvordan vi skaber reel sammenhængskraft i kommunen. Derfor har vi på forhånd defineret disse temaer, som, vi mener, er væsentlige for de borgere og lokalsamfund, Viborg Landsbysammenslutning repræsenterer, forklarer Lone Kastberg.

Paneldeltagerne vil ud fra oplægget hver komme med et kort oplæg, og herefter vil der være debat på baggrund af spørgsmål fra tilhørerne.

Til at styre slagets gang, har Viborg Landsbysammenslutning fået kompetent hjælp fra chefredaktør ved Viborg Stifts Folkeblad, Lars Norup.

Vælgermødet finder sted 14. september klokken 19.00-21.30 i Løvskalhus, Løvskal Landevej 18, Løvskal, 8850 Bjerringbro.

Der er i øjeblikket vejarbejde på grund af kloakseparering i Løvskal, men man kan sagtens køre til Løvskalhus både fra nord og syd.

Kommentarer