Viborg

Sommeren bliver fyldt med aktiviteter til børn og unge

Viborg Kommune tilbyder børn og unge spændende aktiviteter i løbet af sommeren – blandt i som her i Hvolris Jernalderlandsby. Foto: Holger Klausnitzer

Viborg Kommune tilbyder alle børn og unge en masse spændende aktiviteter hen over sommeren. Det er blevet muligt på grund af ‘sommerpakken’ fra staten på 3,8 millioner kroner.

Mange børn trænger til en god sommer med sjove og spændende aktiviteter!

Det bliver der rig mulighed for denne sommer i Viborg Kommune, idet Regeringen og et bredt politisk flertal i Folketinget har sendt en sommerpakke på 3,8 mio. kroner til Viborg Kommune – penge som er målrettet til Sommeraktiviteter for børn.

– Der er en del børn, der har haft det hårdt under corona-tiden, og som nu kan se frem til at få en lidt sjovere sommer. Derfor er det rigtig dejligt, at vi har modtaget en pose penge, så vi er i stand til at tilbyde kommu-nens børn en lang række gode oplevelser, fortæller Per Møller Jensen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.

De fleste aktiviteter er klar fra sommerferiens start den 29. juni og løber gennem sommeren. Andre aktiviteter finder sted i forbindelse med skoleopstart og i august måned.

Beskeden om pengene kom fredag den 19. juni, og samme dag gik medarbejdere fra Teknik- & Miljø, Børn & Unge og Kultur & Udvikling sammen om at lave en plan for, hvilke aktiviteter der kan tilbydes.

Aktiviteterne vil blive afviklet i et bredt samarbejde mellem Viborg Kommune og en lang række samarbejds-partnere som for eksempel: Ungdomsskolen og klubberne, folkeskolerne og fritidsvejlederne, Viborg Idrætsråd, GAME, Viborg Museum, Energimuseet, Viborg Svømmehal og Vestbadet, Skovgaard Museet, Viborg Kunsthal, Boligselskabernes Fællessekretariat, Mønsted Kalkgruber, Viborg Bibliotekerne, BUS (FDF og spejdere) med flere.

Der vil også i løbet af sommerferien opstå nye pladser og legezoner med mulighed for aktivitet og læring forskellige steder – blandt andet i form af en ny cykeltræningsbane i Bjerringbro.

Nogle aktiviteter er målrettet lokale specifikke aktiviteter og målgrupper.

Aktiviteter for alle kan ses på viborg.dk/sommeraktiviteterforboern. Siden bliver løbende opdateret.

Kommentarer