Viborg By

Sorggrupper skal hjælpe efterladte i Viborg

Bedemand Per Rasmussen og Birgitte Dyring fra Stressfri Viborg, der er gået sammen om at tilbyde sorggrupper for efterladte i Viborg og omegn. Pressefoto

Bedemand Per Rasmussen og Birgitte Dyring fra Stressfri Viborg indgår nyt samarbejde om sorggrupper for efterladte, der søger støtte fra ligesindede.

Hvert år er der mange mennesker, som oplever at miste en af deres kære. Oplevelsen kan bringe mange i krise, og fylde med et væld af tanker og følelser, som kan være svære at tackle alene.

Bedemand Per Rasmussen, der til daglig har sit virke blandt mennesker, som er ramt af sorg, har længe haft et stort ønske om at kunne tilbyde sine kunder mere omsorg og støtte til sorgbearbejdning.

– Der er en del af de mennesker, som vi møder, som har brug for lidt ekstra hjælp til at leve med sorgen, og naturligt spørger os til råds. Dem vil vi gerne kunne hjælpe videre for eksempel i et gruppeforløb, der er særligt tilrettelagt for efterladte, eller eventuelt med individuelle samtaler, hvis det passer folk bedre, siger Per Rasmussen.

Gode erfaringer med sorggrupper

– Erfaringer hvor man har lignende tilbud viser, at den synergi som et gruppeforløb skaber, har stor effekt ved sorgbearbejdning, hvilket også forklarer det ofte meget lille frafald undervejs. Det siger mig, at der i dag er et stigende behov for et støttende tilbud for de mennesker, som kommer ud i en krise i deres liv, fortæller han.

Sorggrupperne ledes og faciliteres af Birgitte Dyring, der til daglig er stresskonsulent, personlig coach og mindfulness instruktør i firmaet Stressfri Viborg.

Som erfaren underviser har hun ofte oplevet den store positive effekt som et gruppeforløb kan have for deltagerne, men hun har også i sit eget liv personligt oplevet hvor stor en helende effekt et gruppeforløb kan have i forbindelse med en personlig livskrise.

– Jeg er glad for, at vi med den indgåede aftale med Birgitte Dyring fra Stressfri Viborg fremover kan tilbyde mere omsorg og støtte til mennesker, der ønsker hjælp i en svær periode i deres liv, siger Per Rasmussen.

Et fortroligt frirum for deltagerne

Formålet med sorggrupperne er at tilbyde de efterladte en opbyggende social aktivitet, der skal fungere som et frirum for den enkelte. Her kan man få sat ord på de svære tanker og følelser, der ofte fylder. Skyld, afmagt, savn og ensomhed følger ofte i kølvandet på sorg, og er følelser der kan være vanskelige at bearbejde alene og ofte svære for omgivelserne og udenforstående at forstå. I en sorggruppe får deltagerne mulighed for at spejle sig med andre i samme situation, dele erfaringer og oplevelser og møde støtte og forståelse, fordi de andre deltagere kender eller genkender deres problemstillinger og deres udfordringer. Det er det, som er det helt særlige ved en sorggruppe.  

– Når man oplever sorg på tæt hold, er man ofte sat uden for de gængse sociale fællesskaber i en periode, da man har begrænset overskud og energi. En sorg gruppe kan udfylde det tomrum som opstår, hvor man stadig har behov for at føle sig som en del af et fællesskab, og her tilbyder en sorggruppe et fortroligt og overskueligt fællesskab, der støtter og forstår ens situation, forklarer Birgitte Dyring og fremhæver de særlige bånd, som knyttes til de andre deltagere undervejs, og som ofte udvikler sig til stærke venskaber, der holder længe efter det egentlige forløb er afsluttet.

Gode rammer er altafgørende

Møderne i sorggrupperne kommer til at foregå hos Bedemand Per Rasmussen, i lokaler på Koldingvej i Viborg. Hver sorggruppe kører som et lukket hold på 6-8 deltagere og består af 6 mødegange á 2,5 time.

Birgitte Dyring er gennemgående gruppeleder på møderne, der kendetegnes ved et positivt fokus og et anerkendende og støttende miljø, hvor der er plads til alle og til at være sig selv. Udgangspunktet for gruppens samtaler er en vekslen mellem fælles “temaer” og individuelle problematikker samt konkrete guidede øvelser.

Den første sorggruppe har opstart, ligeså snart der er nok tilmeldte. Er du interesseret, kan du kontakte Bedemand Per Rasmussen for at tilmelde dig. DEt kan ske ved telefonisk henvendelse på mobil 20 41 66 33 eller pr. mail pr@perras.dk

Informationsaften

Torsdag den 4. juli klokken 19-20.30, holdes der gratis informationsaften hos Bedemand Per Rasmussen på Koldingvej i Viborg, hvor alle interesserede er velkomne.

Tilmelding til denne aften er dog nødvendig og sker også ved henvendelse til Bedemand Per Rasmussen.

Kommentarer