Kultur

Stor interesse for litterær byvandring i Viborg – billetterne revet væk

Der har været så stor interesse for Viborg Bibliotekernes 'litterære byvandring' den 7. februar, at billetterne allerede er revet væk. Pressefoto

Der bliver fokus på lokale forfatteres litteratur gennem oplæsning af spændende fortællinger om glemte tider og mennesker, når Viborg Bibliotekerne inviterer på litterær byvandring den 7. februar. Et arrangement, der er så populært, at der allerede er udsolgt af billetter.

Kulissen for den litterære byvandring er Viborgs historiske og charmerende gader og stræder og der sluttes af med kaffe og sødt på Hovedbiblioteket i Viborg. 

 Puste nyt liv i hengemte litterære skatte

På denne gåtur bliver der læst op fra tre lokale forfatteres fortællinger, som stadig den dag i dag kan vække genkendelse og inspiration hos mange. De tre lokale forfattere har alle haft et forhold til byen og omegnen. Hvis man er opmærksom, kan man endnu se fysiske spor efter nogle af forfatterne i Viborg by. Forfatterne fortjener at få fornyet opmærksomhed, da mange af dem er ved at ryge i glemmebogen, trods stor litterær kvalitet.

Fællesskabet er i fokus

Til den forrige litterære byvandring var der flere af de fremmødte, som begyndte at fortælle hinanden personlige anekdoter om forfatterne til stor morskab og forundring. Mon ikke det også bliver tilfældet denne gang. Der er i hvert fald god mulighed for det, da der sluttes af med hyggeligt samvær over en kop kaffe/te på biblioteket.

Arrangementet løber af stablen fredag d. 7. februar, og som nævnt er alle billetter revet væk.

– Det er dejligt med så stor interesse, hvilket da også giver anledning til at overveje endnu en gentagelse senere på året, lyder det fra kulturformidler Sidsel Witt Friborg fra Viborg Bibliotekerne, som også opfordrer deltagerne til at huske at tage tøj på efter vejret.

Kommentarer