Debat og politik

Styrket psykiatri for patienternes skyld

Mette Nielsen (S) og Camilla Fabricius (S). Fremsendt foto

Debatindlæg af Mette Nielsen (S), folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg og Camilla Fabricius (S), MF, socialordfører i Folketinget, ambassadør for Bedre Psykiatri.

Vi har begge i adskillige år – i flere sammenhænge – kæmpet for flere penge og bedre forhold i psykiatrien. Det engagement er grundlagt tidligt og skyldes, at vi begge har og har haft enten nære relationer til mennesker med psykiske udfordringer og psykisk sårbarhed og haft et fagligt og arbejdsmæssigt fokus på denne gruppe af mennesker.

Camilla har arbejdet som lærer på en skole for børn og unge med autisme og ADHD. Mette har arbejdet først som pædagog, og gennem de seneste 7 år som leder af botilbud inden for autismeområdet, og derudover har hun som socialudvalgsformand haft socialpsykiatrien tæt på – mange samtaler, mange skæbner og mange liv, hvor det ofte var med følelsen af ”mere sammenhæng” havde gjort en forskel for det enkelte menneske. Det betyder, at vi begge har mange års erfaring, med mennesker som har særlige behov.

Regeringen og finanslovspartierne har afsat 600 millioner om året til psykiatrien, og nu har regeringen, støttepartierne og Danske Regioner aftalt, hvordan pengene skal bruges. Langt de fleste penge skal bruges til flere senge og mere personale – det er vi meget tilfredse med.

Psykiatrien har gennem mange ikke haft samme fokus som det somatiske område. Der har været forskel på hvilket fokus det har haft at fejle noget fysisk og noget psykisk. Sådan har det også været, når pengene skulle fordeles. Det betyder, at der er mennesker, som er blevet svigtet. Fordi psykiatrien har været nedprioriteret, og der har manglet hænder og sengepladser i praksis. Det betyder, at syge mennesker er blevet svigtet – og flere er blevet udskrevet før, at de det var raske nok til at tage vare på sig selv. Det har også haft stor betydning for pårørende at somatikken og psykiatrien ikke har været sidestillet.

Med den nye aftale tages der et stort skridt på vejen mod at ligestille psykiatrien med de fysiske sygdomme. De nye midler vil bidrage til mindre tvang i psykiatrien, mere kvalitet i behandlingen af patienterne og mere tid til omsorg. Dermed sikrer vi i højere grad, at mennesker med psykisk sårbarhed får en værdig og ordentlig behandling.
Tvang og brug af magt for mennesker med særlige behov har vores fulde fokus. Og når der udøves tvang og bruges magt bør det hver eneste gang – danne baggrund for læring – så lignende episoder ikke opstår. Vi ved også fra flere forsøg på psykiatriske afdelinger at antallet af personale hænger sammen med brugen af magt. Vi skal have et konstant fokus på at nedbringe og helt undgå tvang. Det kan patienterne nemlig ikke være tjent med.

Derudover udvides kapaciteten i retspsykiatrien med flere senge og højere kvalitet. Dermed optager retspsykiatrien ikke pladser fra almenpsykiatrien. Samtidig tilføres Sikringsafdelingen (for de allerfarligste patienter) op til 10 pladser mere.

Det næste step er en ti årsplan for psykiatrien, præcis som vi fremførte i valgkampen. Udsultningen af Psykiatrien er ikke løst med 600 millioner kroner om året på Finansloven. Der skal en holdbar og langsigtet indsats til.

Socialdemokratiet har foreslået, at vi laver en plan 10 år frem med klare, realistiske visioner som lægger spor ud til en mere moderne psykiatri, der er ligestillet med andre sygdomsområder.

Nogle af de elementer, der ligger i vores S-udspil, er gratis psykologhjælp til børn og unge samt et samlet tilbud for misbrug og psykisk sygdom. I dag er det nemlig sådan, at hvis en patient har et misbrug, skal dette først behandles, før man kan behandle den psykiske sygdom. Men ofte hænger de ting sammen, fordi patienten medicinerer sig selv eller lægger låg på ”oplevelsen af virkeligheden”. Hvis en patient fejler noget som kræver to specialer, så kommer patienten også i klemme. For i praksis bliver patienten bliver fanget mellem to områder, og patienten ”lades i stikken” – uden problemet løses. Det er alvorligt, og det kan koste menneskeliv – i værste fald. Det skal vi have gjort op med.
Den kommende ti årsplan skal forhandles med partierne i Folketinget. Vi ser meget frem til disse forhandlinger.

For psykiatrien har hårdt brug for et løft. Det kan alle forhåbentlig se.

Med den nye aftale er vi altså ikke i mål – men vi er rigtig godt i gang.

Kommentarer