Viborg By

Sundhed er for alle – uanset handicap

Kom med til temadag om sundhed fredag den 5. oktober klokken 08.30-12.30, hvor TV-lægen Peter Qvortrup Geisling vil starte med et foredrag. Arkivfoto

Handicaprådet ønsker at sætte et styrket fokus på sundheden blandt borgere med handicap, og inviterer derfor alle interesserede til temadag om sundhed fredag den 5. oktober klokken 08.30-12.30.

Vi taler om sundhed som aldrig før. Desværre viser tal fra den nationale folkesundhedsundersøgelse ‘Hvordan har du det’ fra 2017, at det bliver for meget ved snakken. Og skidt ser det ud, når man kigger på handicapområdet.

Derfor vil Handicaprådet i Viborg Kommune gerne sætte fokus på sundhed i bred forstand for alle uanset handicap og arrangerer derfor som noget nyt en temadag, som favner både fysisk, psykisk og social sundhed.

– Vi har lavet et spændende program for dagen og håber, at mange forskellige mennesker med interesse for området vil bruge en fredag på selv at blive klogere og også gøre os klogere på sundhed, siger formand for Handicaprådet, fortæller Ulla Serup Thomsen.

Inspiration fra Peter Qvortrup Geisling

Alle interesserede er velkomne, når TV-lægen Peter Qvortrup Geisling lægger ud med et foredrag om sundhed for alle. Herefter får deltagerne mulighed for selv at være aktive i en række workshops, der udforsker forskellige dele af sundhedsbegrebet ud fra en handicappolitisk tilgang.

Deltagerne vil opnå øget viden om det sundhedspolitiske område og initiativer, der kan støtte op om at styrke det brede sundhedsbegreb.

Se det fulde program her.

Kommentarer