Viborg

Tema for Årets Landsby 2020: Hvordan kom I gennem krisen?

Hvilken landsby skal efterfølge landsbyen Torup, der blev Årets Landsby 2019? Pressefoto

Så er det nu, at borgere og foreninger i de danske landsbyer skal i arbejdstøjet, hvis de vil indstille en landsby til prisen som Årets Landsby. Dette år står i coronaens tegn under temaet: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise? 

Da COVID-19 blæste ind over Danmark, blev det startskuddet til ganske anderledes spilleregler på en række områder i det danske samfund: børnepasning, skolegang, lokale virksomheder og arbejdspladser, butikker, kirke, idræt, forsamlingshuse, pensioner, plejehjem, trafik og meget andet blev fra den ene dag til den anden afkrævet helt nye samlingsformer.

Over hele landet rettede landsbyerne og deres fællesskaber ind efter de nye regler, som kom fra regeringen og Folketinget. Samtidig skød selvstændige initiativer op under krisens rasen; hårdt ramte grupper fik støtte, lokale medier blev oprettet og nye forsamlingsformer tog form.

Håndteringen af coronakrisen har krævet mange kræfter af de danske landsbyer, ligesom de nye regler for samvær har besværliggjort de sædvanlige landsbyaktiviteter.

På trods af en forandret virkelighed er landsbyernes fællesskaber vigtigere end nogensinde. Ideer til at agere som landsby i en verden, hvor fællesskaber og samvær er underlagt begrænsende restriktioner, fortjener at blive set, hørt og delt.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark, som i 2020 hædrer landsbyernes fællesskabers evne til at komme igennem en krise.

Årets landsby 2020

Temaet for Årets Landsby 2020 hedder helt konkreet: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?

For at komme i betragtning til prisen skal der være tale om en landsby med under 1.200 indbyggere. Ansøgningen må fylde maksimum to sider og kan suppleres med en kopi af udviklingsplanen for landsbyen. Det sidste er dog ikke et krav og vil ikke indvirke på bedømmelsen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Ansøgning

Den skriftlige ansøgning kan eksempelvis tage afsæt i følgende spørgsmål:

  • Hvordan har landsbyens fællesskab ageret under coronakrisen?
  • Hvilke initiativer har landsbyen igangsat for at håndtere de sociale, økonomiske og kulturelle udfordringer, som coronakrisen har medført?
  • Hvilke evt. nye muligheder og perspektiver er dukket op, som kan være til inspiration for andre?
  • Og sidst, men ikke mindst, hvilken gruppe af beboere med videre står bag de fremhævede initiativer.

Spørgeskema

Som tillæg til den kvalitative beskrivelse skal alle ansøgende landsbyer udfylde et spørgeskema, som dels giver komiteen de nødvendige grundoplysninger omkring den enkelte landsby, dels giver indblik i landsbyens afsæt for at prioritere de initiativer, som de har sat i værk.

Her finder du spørgeskemaet, der skal vedlægges ansøgningen.

Selvproduceret video

Som noget nyt i år vil partnerskabet bag Årets Landsby gerne modtage egenproducerede, håndholdte videoer på maksimum 1-3 minutter fra alle ansøgende landsbyer, som kan give et indblik i landsbyernes aktiviteter og fællesskaber i forbindelse med coronakrisen.

Det understreges i pressemeddelelsen, at initiativet ikke handler om videoernes kvalitet. Håndholdte videoer skaber autenticitet, identifikation og nærhed, derfor er den tekniske kvalitet underordnet.

Videoerne er et frivilligt tilbud til alle ansøgende landsbyer, som gennem den kan fremvise deres landsby og dennes fællesskaber. Formålet er at promovere det gode landsbyliv og landsbyernes stærke fællesskaber.

Hensigten er at bruge videoerne efter aftale med komitéen og de ansøgende landsbyer til at fremme Årets Landsby som initiativ samt alle de ansøgende landsbyer. Derfor er det en præmis for indsendelse af videoer, at de kan deles offentligt, herunder at de tager højde for GDPR.

Videoerne indgår ikke i bedømmelsen af landsbyernes ansøgninger, men skal i stedet bruges til at vise spændvidden i de lokale fællesskaber.

Læs en guide til at lave video her.

Ansøgningsfrist

Den samlede ansøgning skal sendes til landsby@landdistrikterne.dk senest den 3. august 2020 klokken 12.00

Fakta om Årets Landsby

  • Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 24. gang.
  • Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
  • Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere.
  • Sidste års tema var “Den bæredygtige landsby”, og vinderen var landsbyen Torup i Halsnæs Kommune. Tidligere har Hvilsom i Viborg Kommune vundet hæderen.

Kommentarer