Debat og politik

Tid til omsorg!

Fremsendt foto

Debatindlæg af af Mette Nielsen (S), byrådsmedlem i Viborg Kommune og folketingskandidat i Viborg Østkredsen.

Vores sundhedsvæsen har uden tvivl gennemgået en fantastisk udvikling, og det er helt tydeligt, hvis vi bare kigger 10-20-30 år tilbage. Meget er forbedret gennem kortere ventetid på operationer, høj faglighed, mere specialisering ved kroniske sygdomme og bedre chancer for at overleve, hvis man rammes af kræft osv.

Men der er en bagside af medaljen, nemlig den hvor social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger løber for stærkt. Og hvor ældre mennesker udskrives alt for tidligt, og som ikke har en chance for at klare sig der hjemme – fordi de ikke er ”kommet til kræfter”, før de udskrives.

Gennem adskillige år er sundhedsvæsnet blevet pålagt at effektivisere for 2 procent hvert år; med andre ord så har social og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger skullet lave mere for mindre. Når opskriften er den længe nok – med mere for mindre – så bliver arbejdsmiljøet presset, og det betyder, at det personale, som brænder for deres arbejde, ikke har tid nok til dem, som det hele drejer sig om: patienterne!

Tid til omsorg kan ikke effektiviseres, og derfor er der brug for at vi går en anden vej. Når der er travlt i sundhedsvæsnet, så er det relationer og samtaler, som har svære vilkår, fordi de ikke kan få den tid/det nærvær de kræver. For når patienten er kaldt til samtale, så er det jo i den situation, som det enkelte menneske er mest sårbar. Derfor er det ikke en klog prioritering – hverken menneskeligt eller sundhedsmæssigt – at drosle ned, eller udskyde samtalerne – for der går et menneske i den anden ende, sammen med pårørende og venter på et svar eller en besked, som kan have store konsekvenser for det enkelte menneske og families livssituation.

Siden 2015 er der blevet færre sygeplejersker på landets sygehuse. Og hvis regeringen fortsætter efter valget, så fortætter den udvikling, for regeringen fører en politik, der gradvist udhuler velfærden.

Helt konkret viser beregninger, at der med denne regering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance vil være op mod 10.000 færre offentlige ansatte – heraf er der 1000 færre sygeplejersker. Sygeplejerskerne skal samtidig tage sig af mange flere patienter end tidligere, og helt præcist så drejer det sig om 54.000 ekstra patienter – bare siden 2015. Så det er altså ikke bare snak og piveri fra sygeplejerskerne om, at de har for travlt.

De seneste 30 år er der blevet større forskel i levetiden mellem de, som har mest – og de, som har mindst. Desværre viser det sig, at sygdom rammer hårdest hos de, som i forvejen har udfordringer nok i deres liv.

Systemet er til det enkelte menneske – det er ikke det enkelte menneske, der er til for systemet. Tid til omsorg.

Helt konkret har Mette Frederiksen i fredags udmeldt 13 pejlemærker, hvor af jeg vil fremhæve nogle af dem:

  • – 1000 flere sygeplejersker på landets sygehuse.
  • – Patientansvarlig læge eller sygeplejerske til alle indlagte patienter i 2020.
  • – Flere kræftpatienter skal have behandling til tiden – og levetiden skal op.
  • – Mere tillid til de ansatte – og mindre kontrol og unødig bureaukrati.
  • – Stop med brugerbetaling på kommunale akutpladser – også i Viborg.
  • – Hurtig hjælp ved akut sygdom i hele Danmark – altså også i landdistrikterne.
  • – Et sundhedsvæsen for alle (der skal være lighed i sundhed).
  • – Socialsygeplejersker på alle sygehuse, så der er flere hænder til de mest udsatte patienter.

Der grund til at stoppe op, for vi skal en anden vej, for vi skal simpelthen prioritere et sundhedsvæsen, hvor både patienter og personale får bedre vilkår!

Kommentarer