Livsstil og forbrug

Tidlig depressions-debut handler både om gener og baggrund

Sandsynligheden for at udvikle en depression før du er fyldt 30 år, er forbundet med genetik disposition, men handler også om forældres psykiatriske historie og socioøkonomiske status. Det viser et forskningsresultat fra iPSYCH, som kan være med til at identificere risikoen for depression bedre.

Det er ingen hemmelighed, at det er mere sandsynligt, at personer, som er genetisk disponeret, får diagnosen depression. Det har tidligere forskning fortalt os. Vi ved også, at depression er en almindelig og meget alvorlig lidelse, som både koster den enkelte og samfundet enorme ressourcer. I Danmark bliver 15,5 procent af kvinder og 9 procent af mænd i løbet af deres liv behandlet mod depression på et psykiatrisk sygehus. 

Nu viser et resultat fra det danske psykiatriprojekt, iPSYCH, at den genetiske disposition ikke kan stå alene. Risikoen for depression øges også af andre kendte risikofaktorer, som familiehistorie og økonomisk status.

”På mange måder er genetik nøjagtig som alle andre risikofaktorer – en høj genetisk risikoscore betyder ikke nødvendigvis verdens undergang, den øger blot risikoen,” fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, Esben Agerbo fra iPSYCH.

Undersøgelsens formål var at vurdere den enkeltes genetiske disponering eller risikoscore for tidlig depression i kombination med forældrenes psykiatriske historie og socioøkonomisk status – den socioøkonomiske status blev blandt andet målt ud fra moderens uddannelsesniveau, hendes ægteskabelige status og faderens beskæftigelse.

Markant hos kvinder

I alt analyserede forskerne data fra 17.098 personer med en depression og 18.582 uden.

”Vi så betydelige sammenhænge mellem den genetiske risikoscore, forældrenes sygdomshistorie og lavere socioøkonomisk status og risiko for depression, især hos kvinderne” siger forskeren.

Undersøgelsen viste eksempelvis, at 24 procent af kvinder på 30 år med høj genetisk risikoscore og en mor eller far med en psykiatrisk sygdom bliver diagnosticeret med depression. Den tilsvarende risiko for kvinder med lav genetisk risiko og uden forældrehistorik er tre procent.

“Resultaterne kan være med til at identificere risikoen for depression bedre. Derfor er det vigtigt, at vi fremadrettet undersøger den genetiske risikoscore, for i kombination med større kendte risikofaktorer kan den bidrage væsentligt,” siger Esben Agerbo.

Kommentarer