Viborg By

Trods litervis af regn blev Generation Handball en kæmpesucces

Som noget nyt gik de mange håndboldspillere fra hele verden sammen i optog gennem byen ind til Hjultorv. Foto: Michael Hjort, PhotoCare

Med flere end 2500 unge håndboldspillere var dette års Generation Handball 20 procent større end sidste år – og en kæmpesucces, lyder meldingen.

Jens Steffensen, manager for Generation Handball, er træt og tilfreds. Det er den korte konklusion efter dette års Generation Handball, der var det fjerde i rækken.

Med 175 hold og 2500 håndboldspillere mellem 10 og 19 år, var stævnet i år det største nogensinde. Alligevel har alt forløbet uden større problemer.

– En del trænere, ledere og forældre har givet udtryk for, at stævnet i år har været det bedste nogensinde. Det er også vores egen fornemmelse, og det giver selvfølgelig ekstra mod på næste år, siger Jens Steffensen.

Han understreger, at succesen i høj grad skyldes de flere end 400 frivillige, der har knoklet løs i stævneugen og i tiden op til.

– Vi kan slet ikke gennemføre en stor håndboldturnering som Generation Handball uden den støtte, vi får fra de mange frivillige. Det er kæmpestort, siger Jens Steffensen.

Manager for Generation Handball, Jens Steffensen. Pressefoto

Parade og blæver

Som noget nyt i år gik de mange tusinde unge i optog gennem byen, hvor de 12 deltagende nationer blev præsenteret inden en gratis koncert med DJ Kato på Hjultorvet i Viborg.

Vejret blev lidt af en udfordring ved årets Generation Handball, der indledte med solskin men sluttede med masser af regn.

– Men når man ser en flok unge mennesker helt blævret ind i mudder, og som stadig griner og har det sjovt, så ved vi bare, at vi trods vejret har fat i det helt rigtige med vores slogan ‘Fun, Fight, Friendship’, siger Jens Steffensen.

Planlægningen af Generation Handball 2018 er allerede i gang og kan følges på hjemmeside og facebook.

De mange håndboldspillere lod sig ikke slå ud af regn og blæst. Pressefoto

Kommentarer