Land og by

Viborg i øverste tredjedel af kommuner med flest klamydia smittede unge

Alt for mange unge dyrker ubeskyttet sex og bliver smittet med klamydia. Foto: Fra "Kun Med Kondom" kampagnen fra Sundhedsstyrelsen

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der er store store kommunale forskelle på antallet af klamydiatilfælde. Viborg indtager en 32. plads over flest smittede med klamydia ud af landets i alt 98 kommuner.

Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort deprimerende tal over antallet af unge mennesker mellem 15-29 år, der i 2016 blev smittet med den mest hyppige kønssygdom klamydia. Opgørelsen er inddelt i kommuner, og her er der flere kommuner i regionen, der skiller sig ud.

Aarhus topper med det hele 30,6 unge ud af 1.000, som blev smittet med sygdommen, mens unge i Randers er dem, der er tredje-dårligst til at beskytte sig og undgå klamydia. Her blev 25,8 unge ud af 1000 smittet. På en sjetteplads kommer Viborg med 24,4 smittede ud af 1.000 personer mellem 15 og 29 år.

– De enkelte kommuner bør vurdere, om der er særlige årsager til, at der er det antal smittede i deres kommune, som der er, og om der er behov for en yderligere indsats. Et højt tal kan jo være positivt, hvis det er et tegn på, at der er gjort en ekstra indsats for at undersøge flere for klamydia. Men det kan også være et udtryk for, at der er mange smittede i kommunen, siger Niels Sandø, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Den generelle tendens for hele landet er desværre, at antallet af klamydia-tilfælde er steget i 2016. Samlet set er der fundet 34.132 tilfælde af klamydia.

Tallene herunder viser, hvor mange unge mellem 15-29 år i de østjyske kommuner, der blev smittet med klamydia i 2016. Tallet er i gennemsnit per 1.000 personer.

Aarhus – 30,6
Horsens – 27,5
Randers – 25,8
Favrskov – 24,7
Silkeborg – 24,6
Viborg 24,4
Syddjurs – 24,3
Norddjurs – 23
Skanderborg – 20,8
Odder – 20,6

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Fokus på kondombrug

Ifølge Sundhedsstyrelsen tyder tallene på, at der fortsat er behov for at sætte fokus på kondombrug, på test og behandling for klamydia samt på opsporing af eventuelle smittede partnere.

Da de fleste tilfælde af klamydia optræder uden symptomer, er det vigtigt, at man bliver testet, hvis man har udsat sig selv for smitterisiko ved at have ubeskyttet sex med en ny partner.

– Klamydia kan forebygges ved brug af kondom, og derfor går vi ud med en kampagne i denne uge, der skal opfordre unge til at bruge kondom og gøre opmærksom på de mulige konsekvenser ved at få klamydia. Vi opfordrer også personer med risikoadfærd til at blive testet og behandlet, hvis de har en infektion, og ved at de også får deres partnere testet, siger Niels Sandø.

Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.

Klamydia er fortsat en sygdom, som især findes blandt unge, idet 8 ud af 10 tilfælde bliver fundet blandt unge i alderen 15–29 år. Der er forskel på, hvordan piger og drenge bliver testet for, om de har klamydia. Pigerne skal have en såkaldt vaginalpodning, mens drenge kan tage en urinprøve.

Kommentarer