Viborg By

Viborgs GULD uddeles første gang ved Sportsgalla 2017

Den nye pris – Viborgs GULD – uddeles tirsdag den 14. marts, når Viborg Byråd og Viborg Idrætsråd inviterer til gallafest i Tinghallen og ruller den røde løber ud for 146 lokale sportsmestre.

Spændingen om, hvem der skal modtage Viborgs GULD bliver først udløst under selve gallafesten. Helt sikkert er det dog, at de øvrige atleter og publikum godt kan regne med at se en af de helt store sportshelte på scenen. Prisen gives nemlig for en helt ekstraordinær sportspræstation, og Viborg Elite, som udvælger modtagere af prisen, lægger blandt andet vægt på det internationale perspektiv.

Tegner godt for VM i Trial

Foruden Viborgs GULD uddeler Viborg Elite også hæderspriser til Årets Talent og Årets Talent/Elitetræner. Og traditionen tro vil alle sportsmestre blive personligt lykønsket af borgmesteren og af formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen. En af de klubber, der gør sig særligt bemærket i år, er Viborg Trial Klub, der har 10 sportsmestre på listen. Det vidner om en stor klubindsats og lover rigtig godt for ungdoms-VM i trial, som afholdes i Viborg den 4. – 6. august i år.

Både mental og fysisk underholdning

Aftenens mange indslag kædes sammen af konferencier Claus Elgaard. Listen over optrædende til Sportsgalla 2017 tæller blandt andet hypnotisør og psykologisk entertainer, Mikkel R. Karlsen, der blandt andet imponerer med forudsigelser og ”tankelæsning”. Foruden de mentale overraskelser, kan publikum glæde sig til fysisk topunderholdning fra disse lokale sportsudøvere og kunstnere:

 

  • Boksere fra Viborg Atlet Klub
  • Balletdansere fra Ellen Østerbys balletskole
  • Korsang af Sing4Fun, Sødal Happy Singers og Voxbox
  • Sang af Jonas Rasmussen, der har trådt sine musikalske barnesko i Viborg
  • Strygekvartet bestående af Sibylle Bodart, Maya Sribunruang Mikkelsen, Klara Holm Pedersen og Morten Yde Tang fra Viborg Musikskole
  • Musikere fra Århus Jazz Orchestra v/Henrik Resen

 

Alle er velkomne som publikum den 14. marts kl. 19.00. Billetterne er gratis og kan printes fra fitdeal.dk eller afhentes hos Viborg Idrætsråd.

 

Kommentarer